Brøndby åbnede mesterskabsspillet med nederlag og uden scoring
Søndag aften tog Brøndby IF mod Viborg FF på hjemmebane i første kamp i mesterskabsspillet. Viborg vandt 0-1 på en straffesparksscoring.

Mesterskabsspillet blev søndag skudt igang. Viborg FF var de første gæster, Brøndby IF skulle tage i mod.
Det var ikke de store overraskelser Steve Cooper havde taget med i valget af startopstilling. Til gengæld var det overraskende, at både Sean Klaiber og Benjamin Tahirovic var sorteret fra uden at være meldt skadet eller lignende.
Det gav derimod plads til Ali Al-Najar, der også senest fik minutter i den lukkede træningskamp mod Silkeborg IF. Her vandt de blå/gule 2-0 på mål af Jacob Ambæk og Mayckel Lahdo.
Sydsiden var tændt fra start, og fik hele stadion med i kampens begyndelse. Spillerne virkede til at lade sig påvirke positivt af trykket fra lægterne. Daniel Wass brød den allerførste bold Viborg satte på spil. Tre afleveringer senere og Marko Divkovic kunne smide et indlæg ind til Jacob Ambæk, der med en fiks hæl afslutning i luften var tæt på at score.
Der var altså gang i den fra start. Viborg fik to kæmpestore muligher blot ét minut efter, som førte til hjørnespark. Dernæst en friløber, som Dorian Junior brændte fælt. Det var altså fra første minut en mere åben kamp end de andre Brøndby har været en del af i 2026.
Brøndbys pres var aggresivt og effektivt. Man havde held med at vinde bolden tidligt og højt i banen, og så blev det hurtigt farligt. Daniel Wass og Nicolai Vallys var stærke i denne del af spillet.
Vallys var generelt meget involveret i kampen. Brøndby havde i denne kamp og senest mod FC Midtjylland spillet i en 4-2-2-2-formation. Altså med to 10’ere bag to angribere. Vallys og Mads Frøkjær var de to til de roller. Frøkjær den mere flagrende og søgte oftest spillet i højre side. Vallys var mere centralt placeret og søgte ofte ned i banen for at deltage i opbygningen.
Efter tyve minutters spil var kampens tempo faldet med adskillige procenter. For Brøndbys del virkede det kalkuleret. Wass kommunikerede i hvert fald af flere omgange til Luis Binks og Ben Godfrey, at forsvarsparret skulle tage det roligt i opspillet. Måske for at beskytte sig mod de omstillingsmuligheder Viborg fik en del af indledningsvist.
Efter 35 minutters fodbold var Dorian Junior igen igennem for Viborg til en friløber. Og for anden gang tøvede Patrick Pentz med at komme ud af sit mål. Denne gang blev han dog alligevel redningsmand, hvor han havde succes med at gøre sig bred.
Brøndby var langt farligere, da kampen var mere åben. Gæsterne fra Viborg var markant bedre til at skabe lange etablerede angreb, end de blå/gule.
Det gik så også galt. Efter tre forsøg hvor man ikke kunne få bolden ud af feltet, ramte en afslutning Vallys på foden, der så derefter skiftede retning og op på armen af Brøndbys nummer syv. Straffespark.
Thomas Jørgensen er Viborgs store profil og har fortid i FC København. Sydsiden larmede derfor ekstra meget, da han gik til pletten. Og det skulle vise sig at virke. Thomas Jørgensen lavede ‘hop-tilløbet’ og hamrede så bolden på overliggeren, og buh-råbene fra stadion udviklede sig til jubel. Og dermed sluttede første halvleg nok engang i Brøndbys kampe 0-0.
Emmanuel Dennis spillede sin svageste kamp i Brøndby-trøjen søndag aften. Derfor var det ikke overraskende, at han ikke var at finde, da spillerne løb på banen til anden halvlegs start. Istedet kom Mayckel Lahdo ind på angriberpositionen, og samtidigt blev Viggo Poulsen også skiftet ind for Mads Frøkjær.
Det er helt tydeligt, at Brøndbys scoringstørke har sat sig i spillerne. I anden halvleg var der utallige sekvenser, hvor adskillige spillere kunne have afsluttet i og omkring feltet. Den dér vilje til at tage ansvaret og have modet til at forsøge at afgøre kampen manglede fra hele offensiven.
Oliver Villadsen lå og tog offensive overlap mange gange i løbet af kampen. Indlæggene han kom til baglinjen og slog var oftest flade, men uden at ramme en medspiller. Backen var også udfordret defensivt, hvor Charly Nouck let kunne passere Villadsen med simple finter. Men Viborgs kantspiller var kun lige ved og næsten at finde medspillere i feltet efter vundne dueller på kanten.
På den anden kant lå Sami Jalal Karchoud. Han var også hurtig på fødderne, og efter 75 minutter spillet driblede han inde i feltet, hvor Wass tidligt planter sin fod, og kantspilleren dribler ind i ham. Andet straffespark i kampen til Viborg blev fløjtet.
Denne gang var det Daniel Anyembe, der skulle sparke. Det gjorde han sikkert i modsatte side af Patrick Pentz. Brøndby skulle altså igen ud at jagte mod Viborg.
Men det krævede, at Brøndby skulle gøre det, der er sværest for holdet i øjeblikket - at kreere chancer og score mål. Det blev ved hele kampen at være et tema, at ingen turde sparke på mål.
Derfor blev det også ved det. Brøndby mangler stadig at score i år og taber hjemme 0-1 mod Viborg.