3POINT
Nyheder11. aug. 2019

Brandvarme Wilczek sikrede Brøndby sejren i Hobro

Brøndby IF og Hobro IK spillede egentlig en forholdsvis tæt kamp, da Brøndby gæstede den nordjyske skov. Men de blå-gule har en polak, som bare er forskellen på

3point person
3point.dk11. aug. 2019

Brøndby IF og Hobro IK spillede egentlig en forholdsvis tæt kamp, da Brøndby gæstede den nordjyske skov. Men de blå-gule har en polak, som bare er forskellen på succes og fiasko, og med to mål sikrede Wilczek Brøndby en 2-0-sejr. FOTO: Teis Markfoged Om det var torsdagens store skuffelse eller blot trætte ben, der var årsagen, skal vi lade være usagt, men Brøndby kom i hvert fald virkelig dårligt ud til opgøret, som Hobro satte sig på fra starten. Hjemmeholdet havde spilovertaget, og Brøndby var nærmest ikke oppe på Hobros banehalvdel i kampens første ti minutter. Til gengæld kan de glæde sig over at Hobro ikke for alvor blev farlige. Meget var lagt an på indlæg, og her havde de blå-gule gjort deres hjemmearbejde, og i det store billede blev Hobro faktisk holdt fra chancer i første halvleg. I den anden ende var det ikke meget der lykkedes for Brøndby, og det der gjorde kom fra Simon Hedlund. På højrekanten var han halvlegens bedste Brøndbyspiller og leverede tre flade indlæg efter gode gennembrud. Ingen af indlæggene ramte dog en Brøndbyspiller, så heller ikke Brøndby kom for alvor frem til chancer før pausen. Mens der ikke var mange chancer at skrive hjem om, var der til gengæld en anden historie i kampen, nemlig den om at Brøndby angiveligt skulle være interesserede i Hobros kantspiller Emmanuel Sabbi. Sabbi ville virkelig gerne vise sig frem, men blev tit meget ivrig. Han var dog involveret i det meste, og det var bestemt til at se, hvorfor Brøndby er interesserede i ham. Efter pausen kom Hobro igen ud og pressede på. Et indlæg fra netop Sabbi endte hos Kevin Mensah, og herefter fulgte en sekvens, som Niels Frederiksen formentlig vil være lykkelig over at se igen. Brøndbytræneren har prædiket rolig boldomgang og tålmodighed siden han kom til, og siden bolderobringen fra Mensah fulgte halvandet minut, hvor Brøndby roligt og sikkert spillede bolden rundt og ventede på hullet i Hobro-defensiven. Det fandt de - og så gik det stærkt. Dominik Kaiser var pludselig i en fri position, hvorfra han lynhurtigt kunne sende bolden videre til Simon Hedlund, der med hælen fandt Kamil Wilczek fri i feltet. Polakken lobbede køligt bolden over en fremadstormende Jesper Rask i Hobro-målet, og så var Brøndby foran. Brøndby forblev i nogenlunde kontrol efter målet, og Hobro kom sjældent rigtigt tæt på. I stedet var Brøndby tæt på tyve minutter før tid, da Mikael Uhre erobrede en bold ved hjørneflaget, fintede sin direkte modstander og lagde den til rette for Børkeeiet, som afsluttede fladt. Foran mål blev den dog dirigeret over. Lidt senere var Brøndby igen på spil efter et hjørnespark, som Anton Skipper headede videre. En Hobrospiller rettede bolden af mod mål, og inde på selve målstregen måtte to forsvarsspillere i fællesskab cleare. Efterfølgende blev det til lidt ping-pong mellem Børkeeiet, Skipper og Uhre, men det endte med et frispark. Hobro ville så gerne, men havde ikke kvaliteten, og i stedet lukkede Brøndby kampen. Brøndby spillede tålmodigt, og accelererede så pludseligt - ligesom ved det første mål. Denne gang var det Josip Radosevic der sendte en dyb stikning til Wilczek, som var sikkerheden selv. 0-2, og så var den kamp afgjort. Hobro forsøgte sig ganske vist kort efter, men Pål Alexander Kirkevolds hammer af et langskud prellede af på stolperoden og fortsatte forbi mål. Der kom dog lidt malurt i bægeret for Brøndby. Mod slutningen dømte Mads Kristoffer Kristoffersen et frispark mod Pål Alexander Kirkevold, som gav Hjörtur Hermannsson et gult kort. Det var islændingens anden advarsel, og han har dermed karantæne i næste uge, når Brøndby møder AaB. Med sejren er Brøndby tilbage på Superligaens tredjeplads, fem point efter FC København og FC Midtjylland.

Mest kommenterede nyheder