Brændte chancer kostede Brøndby dyrt i åbent derby
FC Kæbenhavn og Brøndby IF leverede søndag et af de derbyer med flest chancer. Målene udeblev dog for de blå-gule gæster, og hjemmeholdet kunne trække sig ud af

FC Kæbenhavn og Brøndby IF leverede søndag et af de derbyer med flest chancer. Målene udeblev dog for de blå-gule gæster, og hjemmeholdet kunne trække sig ud af kampen med en 1-0-sejr. Det blev et derby med langt flere chancer, da FCK og Brøndby søndag mødtes i sæsonens fjerde derby. De tre foregående havde blot budt på tre scoringer og meget få oplagte chancer, men alligevel blev det en åben slagveksling, de mange tilskuere blev budt på. Det var hjemmeholdet der startede kampen bedst. Allerede efter 5 minutter måtte Rønnow med fingerspidserne vifte bolden væk fra Santanders fødder, og få minutter senere hamrede selv samme Santander bolden på stolpen. Det lå i luften at FCK skulle bringe sig foran, og det skete efter 12 minutter, da Kasper Kusk modtog en flad tværaflevering. Han satte Gregor Sikosek af med en skudfinte, og kunne sikkert lægge bolden i mål bag en sagesløs Frederik Rønnow. Og det blev værre endnu for Brøndby, der var totalt på hælene i kampens første kvarter. Cornelius headede hårdt lige på Rønnow, som fik pareret til hjørnespark, og på hjørnesparket fik FCK igen bolden i nettet. Denne gang blev scoringen dog annulleret, da Andreas Cornelius havde begge hænder i ryggen på Christian Nørgaard. Brøndby markerede sig kun momentvist i første halvleg. Første gang efter 25 minutter, da Teemu Pukki opsnappede en tilfældig bold i dybden og lagde den skråt bagud til Zsolt Kalmar, der afluttede første gang, men Robin Olsen i FCK-målet havde ikke problemer med at redde afslutningen. Teemu Pukki var også manden bag Brøndbys anden store chance før pausen, da han blev spillet i dybden og oversprintede FCK-forsvaret. Finnen fik endda bolden med sig udenom FCK-keeper Robin Olsen, men Mathias Zanka kom ned og afværgede inden Pukki kunne få afsluttet. Så kom de tættere på i den anden ende. Ti minutter før pausen kørte FCK kontra, og Santander kom fri til afslutning. Paraguayaneren lagde bolden under den fremadstormende Frederik Rønnow, men bag Brøndby-keeperen dukkede Benedikt Röcker op og afværgede afslutningen. Brøndby gik til pause med en negativ målscore og en chancestatistik der talte ensidigt til hjemmeholdets fordel. Men Alexander Zorniger må have sagt noget til sine spillere i pausen, for det var et forvandlet Brøndbyhold der kom ud til anden halvleg. Allerede efter 5 minutter fik Christian Nørgaard slået et flot indlæg mod bagerste stolpe, hvor Zsolt Kalmar dukkede op og headede tæt forbi mål. Blot minuttet senere burde de gulblusede have udlignet, da Teemu Pukki fik en friløber. Finnen oversprintede hele FCK-defensiven, men alene med Robin Olsen forsøgte han at lægge bolden mellem benene på keeperen. Der var bare ikke plads, og bolden forblev i spil. Brøndby fortsatte med at presse på, men det blev meget lige-ved-og-næsten for de blå-gule. Zsolt Kalmar markerede sig med flere langskudsforsøg, ligesom også Kamil Wilczek og Teemu Pukki flere gange var lige ved at blive farlige. Som halvlegen skred frem begyndte de mange chancer at blive erstattet af hårdt spil, grimme tacklinger og mange advarsler. Specielt Federico Santander og Kamil Wilczek var involveret i mange dueller, men på trods af flere oplagte situationer, blev de røde kort i dommerens lomme i dag. Det hårde spil lukkede ned for chancerne, og derfor kom der ikke flere scoringer. Dermed vandt FCK sæsonens fjerde derby med 1-0. De to hold mødes igen i pokalfinalen kristi himmelfartsdag.