Boysen sikrede smal Brøndby-sejr i generalprøven
Indskiftede David Boysen gjorde det onde ved sin gamle klub, da han sikrede Brøndby en 1-0-sejr i generalprøven mod Viborg. Brøndbys generalprøve inden forårspr

Indskiftede David Boysen gjorde det onde ved sin gamle klub, da han sikrede Brøndby en 1-0-sejr i generalprøven mod Viborg. Brøndbys generalprøve inden forårspremieren mod Hobro næste søndag stod i dag i Viborg, hvor Superliga-oprykkerne tog i mod de blågule. I startopstillingen havde Thomas Frank vendt diamanten i forhold til Malmø-kampen, hvor cheftræneren i dagens kamp spillede Rodolph Austin bag ved Christian Nørgaard og Magnus Eriksson. På kanterne startede Andrew Hjulsager og Teemu Pukki, mens Kamil Wilczek igen fik chancen helt på top. Kampen startede i et fint tempo, hvor begge mandskaber blæste til angreb fra start. Det kastede den første chance af sig efter en håndfuld minutters spil. Den tidligere Brøndby-spiller Jonas Kamper sendte et kvalificeret langskud af sted. Forsøget strøg dog snert forbi mål. Kun få minutter senere var Viborg igen på spil. En anden Viborg-spiller med fortid i Brøndby, Osama Akharraz, fandt Jeppe Curth i dybden. Curth sendte sikkert bolden i nettet, men scoringen blev korrekt annulleret for offside. Derefter faldt tempoet lidt, og Brøndby satte sig mere på spillet. Gæsterne havde dog stadig store problemer med at komme frem til noget offensivt. Der skulle en kæmpe brøler til fra Mikkel Rask, før Brøndby blev farlige. Den rutinerede stopper kiksede fuldstændigt en clearing, hvilket sendte Teemu Pukki alene i dybden. Den finske målræv brændte dog på det skammeligste, da indersideafslutningen sneg sig forbi mål. Viborg stillede sig efterfølgende lidt tilbage og overlod det meste af initiativet til Brøndby. De jyske værter lurede konstant på omstillinger og var direkte i spillet. Efter 25 minutter var Akharraz igen på spil. Den vævre dribler opsnappede en løs bold og fik afsluttet mod mål, men afslutningen sad lige på Frederik Rønnow. Derefter udviklede kampen sig til en meget rodet affære. Et utal af fejlafleveringer og frispark tog tempoet ud af kampen, hvilket kom ingen af holdene til gode. Derfor måtte begge mandskaber gå til pause med 0-0. I pausen blev Nørgaard og Martin Ørnskov pillet ud, mens Thomas Kahlenberg og Jesper Juelsgård kom ind. Juelsgård i det centrale forsvar. Anført af Kahlenberg satte Brøndby sig på spillet fra start. Det var alligevel Viborg, der fik første mulighed. Et frispark endte i panden på en helt umarkeret Curth, der pandede hårdt, men forbi mål. Godt ti minutter senere fik Pukki endnu en kæmpe mulighed alene med Viborg-keeperen, men finnen svigtede igen, da hans forsøg blev afværget til hjørnespark. Brøndby havde stadig vanskeligt ved at spille sig frem til chancer, hvilket Frank tog konsekvensen af. Ud røg en svagt spillende Hjulsager, samt Eriksson, mens David Boysen og Christian Greko kom på banen. Det gav pote. David Boysen blev sendt dybt af Wilczek, og der svigtede den tidligere Viborg-spiller ikke. Kynisk sendte Boysen kuglen ind ved nærmeste stolpe til 1-0. Ikke mange minutter senere var Boysen igen på spil. Kantspilleren fandt Pukki i dybden, der endnu en gang var alene med keeperen. Denne gang manglede afslutningen kraft og blev clearet på stregen. Brøndby lignede et hold, der gerne ville lukke kampen. I de sidste minutter hamrede Agger bolden på tværliggeren, men den sprang ud. Det lykkedes heller ej Viborg at udligne, hvilket betød, at Brøndby hentede en snæver 1-0-sejr. Forårspremieren mod Hobro står på søndag hjemme på Brøndby Stadion med kampstart klokken klokken 18.00.