Boysen og Stückler bag Brøndby-sejr i Randers
Brøndby fik torsdag aften ugens anden sejr, da Randers blev besejret med 2-0. David Boysen og Daniel Stückler stod for scoringerne. Det har været en god uge for

Brøndby fik torsdag aften ugens anden sejr, da Randers blev besejret med 2-0. David Boysen og Daniel Stückler stod for scoringerne. Det har været en god uge for Brøndby, som torsdag aften gav Auri Skarbalius en fin fødselsdagsgave i form af en 2-0-sejr ude mod Randers og samtidig var det ugens anden sejr. Skarbalius havde valgt at starte med den unge angriber Daniel Stückler på toppen sammen med Kamil Wilczek og det skulle vise sig at være en god idé. Men det var ikke meget Stückler og Brøndby havde i kampens første halvdel. Hjemmeholdet sad på det meste og kreerede de fleste muligheder, men Frederik Rønnow var som vanligt en sikker sidste skanse for de grønklædte i dagens anledning. Men pludselig kom muligheden så i den anden ende. Efter et godt raid af Rodolph Austin havnede bolden lidt tilfældigt hos David Boysen på kanten af feltet. Den tidligere Lyngby-topscorer fik på flot vis dirigeret bolden forbi Kalle Johnsson i Randers-målet til 1-0-føring til Brøndby. Den stilling holdt til pausen. Anden halvleg begyndte som første med Randers i teten. Brøndby lurede mest på kontra, men virkede også farlige i den del af spillet. Daniel Agger og Jesper Juelsgård kom i samarbejde med Frederik Rønnow i vejen for rigtig meget i feltet, selvom hjemmeholdet fortsatte med at skabe muligheder. Som i første halvleg, slog Brøndby pludselig til i den anden ende. Igen var David Boysen afgørende, da han sendte et glimrende indlæg ind i panden på Daniel Stückler, som flot headede bolden i modsatte hjørne til 2-0. Randers pressede på mod slutningen af kampen, men formåede ikke at reducere. Det gav i den anden ende David Boysen mulighed for at blive dobbelt målscorer, men han måtte se sit forsøg snige sig forbi den ene opstander. Det endte derfor 2-0 til Brøndby og Skarbalius' tropper holder dermed presset på holdene over sig og snuppede anden sejr på en uge.