Boysen matchvinder i Auris comeback
Auri Skarbalius fik en sejr i sit comeback som træner for Brøndby IF. Det kan han bl.a. takke David Boysen for. Kantspilleren scorede kampens eneste mål, da Ran

Auri Skarbalius fik en sejr i sit comeback som træner for Brøndby IF. Det kan han bl.a. takke David Boysen for. Kantspilleren scorede kampens eneste mål, da Randers FC blev nedlagt. I den forgangne uge har to superligaklubber været usædvanligt meget i fokus i Superligaen. Brøndby og Randers har begge haft interne problemer at kæmpe med, og der var derfor stor fokus på, hvilket af holdene der hurtigst kunne genfinde sig selv på banen. Op til kampen havde Brøndbys nye cheftræner Auri Skarbalius valgt at skifte ud på to positioner. Lebogang Phiri var tilbage i startopstillingen på bekostning af karantæneramte Frederik Holst, og så fik Johan Elmander chancen fra start. Elmander er nummer to på klubbens topscorerliste i denne sæson, men her hører det med til historien, at alle svenskerens mål er faldet efter indskiftninger. 1. halvleg blev en meget hektisk affære, hvor begge hold gerne ville ud og sætte sit præg på begivenhederne. Det var Brøndby, der først fik sat sit aftryk. Efter bare 5 minutter fik Elmander kastet sig frem i et hovedstød, som Kalle Johnsson i Randers-målet af to omgange fik raget til sig. Minuttet senere blev Pukki sendt i dybden og fik lagt et fint, fladt indlæg til Elmander, som meget uselvisk lagde af til Eriksson i stedet for at søge afslutningen. Erikssons afslutning blev blokeret af Randers-forsvaret. Som tiden gik, åd Randers sig mere og mere ind i opgøret. Godt og vel halvvejs inde i opgøret fik Randers sin første chance, da Moussa Maazou fintede Martin Ørnskov, og pludselig fandt sig selv alene igennem mod Frederik Rønnow. Maazous hårde afslutning havde retning mod nærmeste hjørne, men Frederik Rønnow var hurtig, og fik viftet bolden til hjørnespark. Hjørnesparket blev, efter lidt klumpspil, headet i sidenettet af Amini. Det bølgede frem og tilbage, men chancerne manglede bestemt ikke. Efter en halv time fik David Boysen en kæmpe chance, da han blev stukket i dybden af Martin Ørnskov, men Kalle Johnsson kom flot ud og parerede. Returen var igen ved at blive farlig, da Teemu Pukki får sin afslutning pareret af forsvaret. Sekunder efter forvandler Randers situationen til en kontra, da Maazou sendes afsted på kanten af offside, og lægger et fladt indlæg til Mikael Ishak, som dog afslutter lige i ryggen på Jesper Juelsgård. Som kampen skred frem, lignede det mere og mere en nulløsning ved pausen, men to minutter inden, skabte Brøndby en fantastisk scoring. Jesper Juelsgård brød spillet på midten, spillede bolden videre til Lebogang Phiri, som tog et par træk, og med en fremragende aflevering fandt David Boysen i dybden. Boysen tog et enkelt træk og prikkede bolden forbi Kalle Johnsson i Randers-målet, og så kunne Brøndby gå til pause med en 1-0-føring. I pausen blev Brøndbys i forvejen så amputerede centerforsvar ramt af endnu en skade. Martin Ørnskov pådrog sig en skade i slutminutterne af første halvleg, og måtte udgå. Ind i stedet kom Svenn Crone til sin superligadebut. Anden halvleg startede som lyn og torden, og efter blot 5 minutter havde begge hold haft gode muligheder. Først var det Lebogang Phiri, som tog chancen udefra, og Phiris afslutning sneg sig lige over mål. Kort efter var det Nicolaj Poulsen, som fik muligheden i den anden ende, men her var Frederik Rønnow vågen. Dog døde det lidt ud efter den hektiske start, og vi skal helt hen til et kvarter før tid, før kampens næste store chance. Den tilfaldt Randers, og det var en af de helt store. Kasper Fisker tog et par træk på kanten af feltet, og afsluttede tæt, tæt forbi Rønnows mål. Kort efter var det Nicolaj Poulsen der var på spil, men i to omgange havde Brøndbys forsvar styr på Randers-spilleren. 10 minutter før tid, var det så Christian Nørgaard der måtte give op, og ind kom U19-spilleren Niclas Halse til sin debut. Halse udfyldte sin rolle fint, og Brøndby kørte sikkert sejren i hus. Med sejren er Brøndby blot et point fra Superligaens andenplads.