Boguddrag: "Idrætsborgmesteren" og Brøndbys succes

I anledning af den tidligere mangeårige Brøndby-borgmester Kjeld Rasmussen, udkommer bogen KJELD – Borgmesteren, der skabte Brøndby. Her kan du læse et uddrag. I anledning af den tidligere Brøndby-borgmester Kjeld Rasmussens 90 års fødselsdag, hyldes han på søndag til kampen mod Silkeborg på Brøndby Stadion. (Du kan i den forbindelse komme på stadion for bare 90 kroner) Men i forbindelse med Kjeld Rasmussens 90 års fødselsdag, udkommer også bogen KJELD - Borgmesteren, der skabte Brøndby. 3point.dk har i dagene op til kampen søndag, fået lov at bringe uddrag fra bogen. Ét af dem, kan du læse herunder. Overskuddet fra salget af bogen går til det nystiftede ”Kjeld Rasmussens Rejselegat", som skal støtte Brøndby IF-unges sports- og studierejser. Legatet administreres af Per Bjerregaard og Morten Bødskov på vegne af støtteforeningen BIFs Venner. UDDRAG FRA KAPITEL 16 - BLOMSTERHANDLERENS SKRÆK Dansk politi betragtede efterhånden dele af Brøndby Strand-bebyggelserne som et af landets mest belastede og kriminelle områder, men det var dog et problem, Brøndby Strand delte med byggerier i København, Aarhus og Odense. Betonproblemerne stod kommunalbestyrelsen og boligselskaberne alene med. De kom på det dårligst tænkelige tidspunkt. Efter mange års kamp for at gøre Brøndby Strand spiseligt for almindelige lønmodtagere, var de fleste lejligheder lejet ud, men det sidste, man havde brug for, var huslejestigninger som følge af betonrenoveringer. Hovedproblemet syntes at være de flade tage. Mange steder smuldrede betonen i overfladen. Der var vådt på dækkene mellem boligblokkene. Vandet trængte ned i betonen mellem fugerne. Indendørs var der svampeangreb og råddent træværk. Det var næsten ikke til at bære for medlemmerne af kommunalbestyrelsen og da slet ikke for beboerne i Brøndby Strand. Til daglig kæmpede kommunens ansatte, boligselskaberne og frivillige med at holde kriminaliteten i ave, og nu kom så behovet for akut renovering og uoverskuelige økonomiske konsekvenser. Det værste var nu nok, at betonproblemerne blev anledning til endnu en omgang massiv dårlig omtale i medierne. Den førende lokale avis, Folkebladet, refererede fra et møde i kommunalbestyrelsen, hvor politikerne havde drøftet en særligt dramatisk vinkel på problemerne i Brøndby Strand. Kommunalbestyrelsen havde indhentet ekspertudsagn for at få klarlagt, om det var rigtigt, at der ikke kunne køre tunge køretøjer på betondækkene mellem boligblokkene. Påstanden var, at eksempelvis brandkøretøjer ville risikere at brase direkte igennem betondækkene, hvis man var rigtig uheldig. Den historie blev afvist, men ikke desto mindre udbrød der igen en slags krig på ord i medierne. Mens politikerne rev sig i håret og forberedte retssager mod Boligministeriet i bestræbelserne på at undgå en økonomisk katastrofe, gik de lokale i kødet på hinanden. Der var dem, der mente, at beboerne generelt var burhøns, klemt fast i dårlig beton. Der var også dem, der mente, at Brøndby Strand havde sine kvaliteter, og at alting ville forblive gråt og trist, hvis man var født pessimist. Det hele udspillede sig i offentligheden og henledte landets opmærksomhed på den del af Kjeld Rasmussens Brøndby, som borgerne i dette land ikke behøvede at være misundelige på, men borgmesteren selv skruede blot op for arbejdsraseriet. Kjelds poster i FKKA og Kommunedata gjorde ham til en evigt berejst herre. Han rejste jævnligt til USA på inspirationsrejser og var også stadig en flittig gæst i Sovjet. Han vil i dag selv mene, at de mange rejser – dette arbejde for at skabe dialog mellem vestlige samfund og en østblok, der ikke kendte ordet – hører til hans vigtigste bedrifter. Det er ikke nogen grund til ikke at anerkende forsøget på at skabe dialog på et tidspunkt, hvor regeringerne stadig ikke kunne tale sammen, men emnet interesserede næppe borgerne i Brøndby. Derimod kunne de konstatere, at der også var ting, som gik godt i Brøndby, og at borgmesteren syntes at være bagmanden. Kjeld stod i hvert fald inde i selve omklædningsrummet ved siden af Kim Christofte og Ole Østergaard den dag i 1981, da BIF rykkede op i landets bedste fodboldrække. Borgmesteren drak i modsætning til fodboldspillerne vand, og han var iført et kæmpemæssigt BIF-halstørklæde. Fodboldklubbens succes genererede positiv medieomtale i et omfang, der fik betonproblemerne i Brøndby Strand til at fremstå som notitser. Det var en mærkedag i klubbens historie og anledning til, at landsdækkende aviserne ryddede deres forsider. Michael Laudrup var på vej til Brøndby, og klubben var på vej op i en helt anden økonomisk liga. Det var også valgår, og borgmesteren gav de sædvanlige store interviews. Han fremhævede klubbens ledelse og de mange frivillige, men det var falsk beskedenhed. Det var lidt ligesom de interviews, hvor han fik anledning til at fabulere generelt over livet som borgmester. Så sagde han altid til sidst noget sludder om at “stå ydmyg op om morgenen”. Er der noget, den mand ikke er, så er det ydmyg, og er der noget, der er helt sikkert, så er det, at BIF ikke var blevet til noget særligt uden Kjeld. Det geniale ved hans strategiske tilgang til begreberne succes og fiasko var det forhold, at han på en eller anden måde altid fik sagt det, folk måtte formodes gerne at ville høre. Der var for eksempel en avis, der på et tidspunkt gjorde sig den ulejlighed at finde ud af, hvor mange såkaldte ben, Kjeld egentlig havde fået samlet sammen, siden han holdt op som advokat. Beløbet blev opgjort til 113.000 kroner om året. Det var da et helt pænt beløb i 1981, men borgmesterens svar gik på, at han kunne have tjent mindst det dobbelte som advokat. På samme måde med BIF. I et kæmpe interview i Aktuelt under overskriften “Idrætsborgmesteren” forklarede han, at det var meget vigtigt, at BIF havde store sponsorer. Samtidig understregede han, at klubben ikke ville blive større, end hvad der var behov for. På den måde var der også lidt til dem, der måske nok syntes, at Per Bjerregaard og hans kreds havde lidt for lempelige vilkår på rådhuset, men mindretallet havde trange kår. BIF var ikke bare en succes på banen, klubben havde i starten af 1980’erne samlet tusindvis af Brøndby-familier i et stærkt sammenhold. Det ville blive mere end svært at finde ét eneste familiemedlem med valgkort, der ikke stemte på byens borgmester og dermed Socialdemokratiet.