Bødestraf og tilskuersanktion rammer Brøndby
Onsdag var en dyr dag for Brøndby i Fodboldens Disciplinærinstans, der også straffer de blågule for episoder under derby-playoff-kampen.

Fodboldens Disciplinærinstans hakkede først til med en bøde på 75.000 kr tidligere på dagen for en episode vedr. et flaskekast ved kampen mod AGF, og nu hakker de til igen: 100.000 kroner samt forbud mod tilskuere på øvre-sydsiden til de første to kampe i Superligaen gældende fra den kommende sæson.
Årsagen til afgørelsen skal findes i affyring af pyroteknik, kast af ølkrus på banen samt for en voldsepisode på stadion omhandlende en kvindes iltapperat.
Bøden samt tilskuersanktionen begrunder Fodboldens Disciplinærinstans med følgende:
....
Fodboldens Disciplinærinstans vurderer på baggrund af indberetningen fra kampens dommer og redegørelsen fra Brøndby IF, at Brøndby IF bærer et objektivt ansvar for, at der fra klubbens tilskuerafsnit blev affyret 50 stk. røgbomber og 2 stk. fyrværkeri i kampens 46. minut, der forsinkede kampen med ca. 2 min. grundet manglende sigtbarhed, ligesom affyringen resulterede i, at tilskuere i samme tilskuerafsnit blev ramt af pyroteknik, jf. sikkerhedscirkulærets § 3.16.2, jf. § 3.14.1. På samme grundlag vurderer Fodboldens Disciplinærinstans, at Brøndby IF har et objektivt ansvar for, at der i løbet af kampen yderligere blev affyret 16 pyrotekniske artikler fra klubbens tilskuerafsnit, ligesom der derfra blev kastet et ølkrus mod banen, jf. sikkerhedscirkulærets § 3.16.2, jf. § 3.14.1.
...
Det bemærkes hertil, at affyring af pyrotekniske effekter af særlig farlig karakter, omfattende og organiseret afbrænding af pyrotekniske effekter, der forårsager forsinkelse eller afbrydelse af kampen, maskering samt vold eller hærværk mod tilskuere er skærpende omstændigheder ved sanktionsudmålingen, jf. sikkerhedscirkulærets § 7.2, litra b og d.
...
Fodboldens Disciplinærinstans vurderer afslutningsvist, at Brøndby IF på samme grundlag har et objektivt ansvar for, at der blev begået vold mod en tilskuer fra F.C. København, jf. Sikkerhedscirkulærets § 3.16.2.
...
Der er en ankefrist på to uger, såfremt Brøndby er uenig med kendelsen.