
3point.dk
Bo Hansen: I dag ser jeg stort set aldrig fodbold længere. VAR har fuldstændig ødelagt det for mig
Bo Hansen er træt af VAR. Det fortæller den tidligere Brøndby-bomber om i nyt interview.

Ekstra Bladet har talt med Bo Hansen om karrieren, tiden i Brøndby og meget andet. Her kommer Bomber-Bo også ind på sin holdning til VAR.
- I dag ser jeg stort set aldrig fodbold længere. VAR har fuldstændig ødelagt det for mig. Det er næsten en helt ny sportsgren, siden indførelsen af VAR, og jeg kan slet ikke holde ud til at se på det. Der er ingen spontan jubel, og charmen er fuldstændig pillet ud af fodbolden. Man skal da ikke annullere et mål, fordi der blev begået et trøjeryk 30 sekunder inden scoringen… Det er en del af fodbolden. Tænk den diskussion, der har været omkring Geoff Hursts scoring ved VM-finalen i 1966 eller Maradonas scoring med Guds Hånd i 1986, udtaler Bo Hansen til Ekstra Bladet og fortsætter:
- Det er det, fodbolden lever af. Nu er det klinisk skåret ud, mens alle står og glor ud i luften og kigger på dommeren, der holder sig til øret. Jeg kan ikke holde det ud.
Den tidligere angriber fortæller også, at han kunne have kommet til Brøndby allerede i 1991, hvor Morten Olsen ville have ham. Her sagde Bo Hansen dog nej, da han ville gøre sin uddannelse færdig. Derfor kom han først i 1994.