Blazek: En oplevelse bare at være på bænken
Filip Blazek er glad for at være kommet til Brøndby, hvor det er en oplevelse for ham bare at sidde på bænken. Han ønsker at udvikle sig på alle parametre. Brøn

Filip Blazek er glad for at være kommet til Brøndby, hvor det er en oplevelse for ham bare at sidde på bænken. Han ønsker at udvikle sig på alle parametre. Brøndby var på transfermarkedet denne sommer og hentede flere kendte navne som Kasper Fisker, Lasse Vigen og Simon Tibbling til truppen. Men der blev også investeret i fremtiden på Vestegnen og Troels Bech og Alexander Zorniger fik sat kløerne i unge Filip Blazek, der blev hentet i slovakiske FK Senica og blev udstyret med en tre-årig kontrakt. Blazek kendte ikke meget til Brøndby, men var opsat på at komme afsted. Nu har han fået officiel debut og han nyder at være i sin nye klub. - Jeg var meget overrasket, da jeg fik det at vide af min agent (at Brøndby var interesseret, red). Jeg sad derhjemme med min bror og så en film, og så ringede min telefon, og det var min agent. Han fortalte, at Brøndby ville have mig. Det første jeg gjorde var at tænde computeren og søge på Google efter Brøndby. Jeg fandt ud af, at det var en stor klub, og jeg ville gerne afsted. Og nu er jeg her, så det er dejligt, siger Blazek i et længere interview med Brondby.com. - Da jeg så Brøndby Stadion for første gang, var jeg meget overrasket. Det var meget stort for mig. Da jeg var i Senica og spillede i den bedste række i Slovakiet, var der måske 1000 personer på stadion til kampene. Her i Brøndby er der 15.000 på tribunerne, der råber ”Brøndby IF!”, og det kom meget bag på mig. For mig er det en oplevelse bare at være på bænken. Filip Blazek er 19 år gammel og huserer på den defensive midtbane.