3POINT
Oskar Fallenius

Teis Markfoged

Nyheder30. jan. 2021

Bjur og Fallenius sikrede Brøndby-sejr i opstartens sidste test

Peter Bjur og Oskar Fallenius stod for målene, da Brøndby IF spillede opstartens sidste testkamp og besejrede HB Køge med 2-0.

Nanna Møller Karlsen
Nanna Møller Karlsen30. jan. 2021

Lørdag eftermiddag spillede Brøndby IF vinteropstartens sidste testkamp. Modstanderen var HB Køge fra 1. division og de blå/gule kom ind til kampen med en helt ny start-11’er i forhold til fredagens kamp mod FC Helsingør.

Det var en mere reservespækket opstilling, så der var rig mulighed for at forsøge at gribe chancen og spille sig på holdet til torsdagens Superliga-kamp mod FC Nordsjælland.

Brøndby startede kampen godt og satte sig på spillet fra første minut. Efter bare syv minutter fik Andrija Pavlovic en stor mulighed efter en opspilsfejl fra HB Køge-målmand Oskar Snorre. Bolden blev spillet ind centralt til Pavlovic, der fik helt frit skud fra kanten af feltet, men sparkede lige i favnen på målmanden.

Men tre minutter senere var den der. Oskar Fallenius og Lasse Vigen gjorde det godt i højresiden, hvorfra et fladt indlæg blev sendt ind til Pavlovic i feltet. Han vendte rundt, men i stedet for at afslutte selv, ventede han på en fremadstormende Peter Bjur i venstresiden. Han lagde den til rette for wingbacken, som kvitterede ved at hamre bolden i mål.

Tobias Børkeeiet lå som den midterste af de tre stoppere, men når Brøndby byggede op, trak han nærmest op som 6er. Det er en rolle, som klæder ham rigtig godt, og nordmanden var blandt Brøndbys bedste i første halvleg. Han fordelte spillet godt. 

Oskar Fallenius var også blandt de bedste. Han leverede mange gode ting og krydrede endda indsatsen med et mål. Endnu en gang rigtig godt Brøndby-spil og Pavlovic på bolden i feltet. Igen fandt den serbiske angriber den helt rette mulighed, da han spillede på tværs til Fallenius, der sparked Brøndby på 2-0.

Pavlovic havde nu lavet to assists og manglede bare en scoring for at have spillet en helt sindssygt god halvleg. Han fik en god hovedstødsmulighed efter indlæg fra Corlu, men selvom han fik headet den ned i jorden, udfordrede den ikke for alvor Snorre. Men på trods af ingen mål, var Pavlovic Brøndbys bedste i første halvleg. Meget stærk indsats af angriberen, der virkelig må banke på til torsdagens startopstilling.

Det var også opløftende at se Joel Kabongo som venstre stopper, hvor han tog initiativ i spillet med bolden og tænkte fremad, når han fik den. Peter Bjur gjorde også en rigtig fin figur og presser Michael Lumb om pladsen som venstre wingback.

Bjur gjorde det også godt efter pausen og han blev ved med at komme med i feltet. 

Men ellers blev anden halvleg en omgang på det jævne. HB Køge skiftede stort ud undervejs og det gav kampen en klassisk træningskampsrytme - altså ikke rigtig nogen rytme.

Brøndby gav spilletid til både Andreas Pyndt og Jagvir Singh undervejs, men det blev ikke til flere scoringer i kampen og det endte derfor 2-0 til Brøndby. Reserverne gjorde det overordnet set rigtig godt og i forhold til torsdagens startopstilling må særligt Tobias Børkeeiet, Andrija Pavlovic og Peter Bjur presse sig på. Og selvfølgelig Morten Frendrup.

Relaterede nyheder

Mest kommenterede nyheder