
Teis Markfoged
Bittert pointtab: Brøndby smed sejren i tillægstiden
Brøndby IF havde tre point i hænderne mod AGF, men smed det hele væk til sidst.

Søndag var der dobbeltkamp på Brøndby Stadion. Først var det Brøndbys kvindehold, som tørnede sammen med AGF - værd at notere sig, at de blå/gule vandt med 3-0. Så var stilen ligesom lagt og det skulle Superliga-holdet forsøge at følge op på et par timer senere.
Klokken 16.00 var det nemlig herrernes tur til at møde AGF. Aarhusianerne gik ind til kampen meget formstærke med otte sejre i træk, så det var dén stime, Brøndby skulle forsøge at sætte en stopper for.
Cheftræner Steve Cooper rådede igen over Luis Binks, som var tilbage efter at have afsonet karantæne. Han gled direkte ind i startopstillingen ved siden af Frederik Alves. I front var der genvalg til 17-årige Jacob Ambæk.
Brøndby fik ikke den bedste start på kampen. Man kunne godt se, at gæsterne kom ind til opgøret med en stor selvtillid. Brøndbys pres sad ikke hundrede procent i skabet, og selv når det gjorde, spillede AGF sig flot ud af det.
Men det var heller ikke fordi gæsterne for alvor fik sat Brøndbys defensiv på de store prøver. Frederik Alves og Luis Binks passede deres felt godt. Men det var i Brøndbys højreside, at det meste skete. Sho Fukuda og Sean Klaiber havde begge problemer. Fukuda i det offensive spil, mens Klaiber havde svært ved at kontrollere en velspillende Gift Links.
Der var dog også gode Brøndby-perioder. Og når de kom, var Ambæk som regel involveret. Efter tyve minutters spil sugede Benjamin Tahirovic pres til sig inde centralt og spillede en glimrende bold ud til højre på Ambæk. Han tog den ned og med ind i feltet, hvor han satte Henrik Dalsgaard af på vejen, inden han med venstrebenet sparkede bolden fladt i nettet til 1-0.
De følgende minutter var gode for Brøndby, som fik sat mange fine ting sammen. To gange kom Fukuda i en god position i feltet, men begge gange afsluttede han lige på Jesper Hansen.
Og ondt blev værre for Fukuda, som ikke længe efter måtte lade sig udskifte med en skade. Han havde det rigtig skidt og måtte bæres fra banen på en båre. Ind i stedet for ham kom Mats Köhlert, hvilket trykkede Marko Divkovic fra venstreback op på højrekant.
Mod slutningen af halvlegen stod der mere og mere AGF på det, og gæsterne var også nærgående et par gange. Men Brøndby holdt stand og kunne gå til pause med en føring på 1-0.
Brøndby fik en frygtelig start på anden halvleg. De første minutter foregik alt i og omkring Brøndbys felt, og når hjemmeholdet endelig fik fat i bolden, behandlede de den ikke ret godt.
Så tog fanden dog ved Marko Divkovic. Det orkede han altså ikke. Han satte sig igennem og sendte Noah Nartey afsted i en god omstilling, men hans tværpasning havnede hos en AGFer. Det gad Divkovic dog heller ikke finde sig i. Han generobrede helt oppe på kanten af AGFs felt og lagde den til siden til Nartey, der gjorde, som Nartey bare gør lige for tiden. Fra kanten af feltet sparkede han med venstrebenet helt ned i det ene målhjørne. 2-0.
Det var en lige kamp og derfor var det heller ikke helt unaturligt, at AGF også fik scoret. Det gjorde de, da de fik slået et indlæg fra deres højreside ind i panden på Kristian Arnstad, som kom mellem Alves og Binks og headede en AGF-reducering i nettet.
Men igen… Det gad Divkovic ikke finde sig i! Nartey satte ham flot op i den anden ende. Kroaten lagde lige bolden til rette for sit gode venstreben, og så krøllede han den ellers over i det lange målhjørne til 3-1. Minuttet efter AGFs reducering.
Den her kamp var dog langt fra slut. Det er ikke for sjov, at AGF har gang i så lang en stime af sejre. Det handler blandt andet om, at man ikke giver op, men fortsætter til sidste fløjt. Det gjorde AGF også på Brøndby Stadion tidlig søndag aften.
Tobias Bech reducerede til 3-2 efter et cutback fra højresiden. Sebastian Jørgensen kom fri og fik al den tid og plads, han skulle bruge, da Köhlert gled i græsset.
Det lykkedes da også AGF at udligne i kampens tillægstid. Igen var den gal i Brøndbys venstreside. Et indlæg ind i boksen og et hovedstød. 3-3. Et nyrehug til Brøndby. Men ikke noget, man ikke kunne se komme. Brøndby så trætte og tunge ud og AGF vandt andenboldene og sad på det mod slutningen.
Det endte med en bitter pointdeling på Brøndby Stadion. Brøndby havde det i hænderne, men smed det væk i tillægstiden.