
Freja Borne
Bischoff efter debut: Jeg vil give alt tilbage til Brøndby
Clement Bischoff var stolt over at have fået sin debut for de blå/gule i aftenens pokalsejr over HIK.

Aftenens sejr på 3-0 over HIK bød udover tre mål også på tre debutanter.
En af dem kom fra Masterclass, hvor Clement Bischoff i denne sæson har brændt banen af i tilstrækkelig grad til, at han nu er begynd at snuse til Brøndbys førstehold for alvor, hvor det udover aftenens debut også blev til en plads på bænken til søndagens Derby mod FC København.
- Det går jo helt fantastisk. Jeg blev udtaget til landsholdet for første gang for en måned siden, og i U19-ligaen er det blevet til mange mål. Det var fuldstændig overvældende også at sidde på bænken til et Derby, og at jeg kunne få debut i dag og høre alle fansene synge mit navn var en drengedrøm og det, jeg har håbet på hele livet, siger Clement Bischoff til 3point.dk efter kampen mod HIK.
Selvom den unge offensivspiller har været inde i en god periode, havde han ikke løftet sig op til mere end at turde håbe på, at aftenens pokalkamp blev hans første for Brøndbys førstehold.
- Jeg begyndte at håbe allerede fra kampstart. Vallys og mange af de andre har spillet meget de seneste måneder, så jeg vidste, der var en chance for at komme ind i denne kamp.
Den nyudklækkede førsteholdsspiller er ikke bare glad for debuten, men han er også glad for at give noget tilbage til den klub, som har troet på ham i ungdomsårene.
- Allerede dengang, hvor Brøndby var den eneste store klub, der ville have mig, var jeg i Fremad Amager. Nu har jeg fået debut for den klub, der altid har troet på mig. Det var seriøst bare min drøm, og jeg vil gøre alt for at give alt tilbage til Brøndby, som de har givet mig
En ting, som Bischoff bed mærke i, var, at fansene efter indskiftningen sang hans navn. Og som Masterclass-spilleren selv pointerede, var det mere end 12 år siden, at det efternavn sidst var blevet sunget på Brøndby Stadion - nemlig da onkel Mikkel spillede i midterforsvaret for Brøndby IF.
- Det var overvældende. Det var fedt. Man bliver jo bare glad af at løbe derinde og høre mit navn. Det giver en tro på tingene og en enorm selvtillid, siger han.