-89.jpg%3F2026-07-03T13%253A59%253A58.828Z&w=3840&q=75)
Carl Johan Dahl
Birk peger på defensiven: Ikke godt nok
Cheftræner Frederik Birk var ikke tilfreds med den defensive indsats i nederlaget til Randers FC.

- Jeg vil sige, at lukke fire ind på en halvleg, det er klart, at det stiller dig i en dårlig situation i forhold til at skulle konkurrere om en sejr i en fodboldkamp.
Sådan siger Brøndbys cheftræner, Frederik Birk, efter endnu en skuffende præstation i dette forår.
Det så eller nogenlunde ud i pausen. Stillingen var 0-0, og Brøndby havde haft overtaget i den første halve time.
Men efter pausen væltede målene ind.
- Jeg synes egentlig, at vi i den første halve time får skabt det, der skal til for at komme foran. Vi får også lavet to mål i en halvleg, men det er klart at lukke fire ind på 45 minutter. Det er ikke godt nok.
- I dag er det jo åbenlyst, at vores defensiv ikke giver os en god nok mulighed for at vinde.
Med nederlaget skal Brøndby i en finale om en placering i top 6, når modstanderen på Brøndby Stadion på søndag hedder Silkeborg.
- Jeg er virkelig ikke tilfreds med, hvor vi står henne, og jeg havde heller ikke forventet, at vi ville stå her. Men nu er det situationen, og derfor er det også vigtigt, at vi kommer op på hesten igen.
- Når vi møder ind i morgen, så skal vi have cleared den her kamp her. Og så skal vi arbejde os frem mod en finale mod Silkeborg på hjemmebane, hvor vi skal i top 6, siger Frederik Birk.
Brøndby-træneren fortalte derudover, at der ikke er en status på angriberen Mathias Kvistgaarden, der blev skadet i løbet af første halvleg.
Den kommer tidligst i morgen.