
Michael Jakobsen
Birk: Nu starter mission 2,0
Brøndbys cheftræner, Frederik Birk, håber og forventer, at Brøndby byder ind med mere i top-6.

Brøndby fik på Birk-sprog lige akkurat røven med i top-6.
Alternativet var gået ud over selvforståelsen i den store vestegnsklub, men hvad har Brøndby egentlig at byde på i top-6 efter en række skuffende resultater i foråret?
Brøndby-chefen håber i hvert fald på mere.
- Jeg håber satme, at vi har mere at byde ind med, end vi har vist de sidste par kampe, for jeg har en ambition om, at det her fodboldhold skal op på en langt større klinge, siger Frederik Birk og fortsætter:
- Jeg ved godt, at der er lidt mere swung i ordene, end der har været i præstationerne, men nu har vi sat et punktum, og som jeg sagde til drengene; Vi startede på en mission, så ramte vi lidt grus, så blev vi nødt til at få røven med, og nu starter mission 2.0. Nu begynder vi at angribe det hele.
Mission 1.0 har budt på seks point i fem kampe med modstandere som Lyngby og Vejle, og Frederik Birk forventer, at den nye mission hæver niveauet både kollektivt og individuelt.
Hvad giver dig forhåbninger om, at mission 2.0 går bedre end 1.0?
- At vi får flyttet på præstationerne, og det er klart, at det starter jo på træningsbanen og i detaljerne med spillet.
- Vi skal som hold, som kollektiv, flytte det op på en højere klinge, men vi har også nogle individuelle spillere, som inde i kollektivet skal hæve præstationerne, for vi har set, at vi kan spille på et højere niveau, siger Frederik Birk.