
Carl Johan Dahl
Birk efter pokalexit: Vi evnede ikke at sætte det godt nok sammen
Brøndby IF røg onsdag aften ud af Oddset Pokalen efter et 2-1-nederlag på Jysk Park mod Silkeborg IF.

Trods mere offensivt initiativ i anden halvleg var det ikke nok til at sikre en plads i finalen.
Cheftræner Frederik Birk ærgrede sig efter kampen over, at holdet ikke fik sat sit spil godt nok sammen – især i første halvleg.
- Vi vidste godt, at vi skulle lukke nogle rum ned, når vi skulle møde Silkeborg herovre. Og i virkeligheden er det jo ikke ret meget, de skaber i første halvleg, lød det fra Birk efter kampen.
Han erkendte dog, at Brøndby ikke fik taget tilstrækkeligt initiativ i kampens indledning.
- Vi får ikke taget initiativ nok i den første halvleg. Det gør vi ikke på bolden. Så får vi åbnet det noget mere i anden halvleg og får bedre fat.
- Men det gjorde jo så også, at banen tilsvarende blev åbnet, og de chancer, de skaber, blev større og større, sagde han.
Brøndby forsøgte sig med en fleksibel formation, der kunne skifte mellem en femback-kæde defensivt og en 4-3-3 offensivt. Det blev dog ikke en succes i praksis.
- Vi havde lavet et setup i dag med nogle hybridspillere, der kunne dække banen og sprænge det i en femmer defensivt – og som kunne angribe det i en 4-3-3 offensivt.
- Men vi evnede ikke at sætte det godt nok sammen, når vi havde bolden, forklarede Frederik Birk og afviste samtidig, at han fortryder, at holdet ikke stillede op med en fireback-kæde fra start.
Med pokaleventyret forbi er al fokus nu på Superligaens mesterskabsspil, hvor Brøndby søndag tager på besøg hos FC Nordsjælland i jagten på medaljerne.