
Nanna Møller Karlsen
Birk efter LASK-kampen: Vi gik nogle gange i pres uden balance
Brøndby vandt 1-0 over østrigske LASK, men ifølge cheftræner Frederik Birk afslørede kampen både momentvis defensiv ubalance i enkelte pressituationer. Samtidig blev der eksperimenteret med flere taktiske greb i opstillingen.

Sejren over LASK blev ledsaget af blandede følelser hos Brøndbys cheftræner Frederik Birk. For mens måltavlen viste 1-0, pegede spillet på flere områder, hvor holdet stadig befinder sig midt i en udviklingsproces.
– Vi skulle indledningsvist have styr på vores defensiv, da vi fik det, kom der lidt mere kontrol, forklarede Birk efter opgøret.
Uafstemte i defensiven
Brøndby var periodevis udfordrede i presspillet, hvilket førte til nogle fornuftige chancer til LASK.
– Defensivt var vi for uafstemte i en række situationer, der gav noget til dem, der ikke burde have givet noget. Og så havde de et gennemløb, hvor vores defensive organisation led et knæk, sagde Birk.
– Vi var ikke afstemte nok i vores defensive spil. Det kunne vi have afværget med (mere) kommunikation og dels med mere kynisk forsvarsspil.
Kampen blev også præget af pressituationer, hvor Brøndby ikke holdt den nødvendige kollektive balance:
– Nogle af de gange de får brudt os, er det fordi vi kommer til at springe i pres for meget – vi går i virkeligheden på noget, hvor vi ikke er i balance, vurderede han og tilføjede:
– Vi skal ikke springe bare fordi vi kan. Vi skal springe, når der er nogle udløsere, så vi kan komme afsted mere samlet.
Små skridt mod det rigtige udtryk
Birk ser dog fremskridt, særligt i forhold til holdets spil mod bolden.
– Det er en lang proces at komme derhen, hvor Brøndby skal være i sit udtryk, men vi har taget nogle skridt. Vi er kommet højere i vores pres og fået aktiveret vores wingbacker mere. Vi begynder at komme mere fremad i spillet mod bolden, lød det fra cheftræneren.
Offensivt var chancerne begrænsede, men én sekvens glædede ham:
– Det er ikke fordi vi skaber alverden, men den ene rigtig store chance vi dog skaber, er jeg glad for at se – den kommer efter halvrumsspil.
Bundgaard og positionseksperimenter
Filip Bundgaard stod for kampens enlige scoring – og fik ros med på vejen:
– Bundgaard arbejdede godt, det gør han altid – og så var det dejligt, at han scorede. Han havde også en god chance i første halvleg.
Kampen gav også anledning til at teste nye positioner for flere spillere – blandt andet Marko Divkovic som højre wingback.
– Jeg har ikke skelet til transferrygter (om Sebulonsen), men jeg synes også, det er interessant at se Marko (Divkovic) i højre side. Det giver nogle andre vinkler og nogle andre muligheder i spillet. Ligesom da Bischoff spillede den venstre wingback, lød det.
Vanlerberghe på uvant grund
Et andet eksperiment var at bruge højrebenede Jordi Vanlerberghe som venstre sidestopper. En løsning, der både har potentiale og begrænsninger:
– Det er ikke første gang, en højrebenet stopper spiller til venstre, men for Jordi (Vanlerberghe) er det første gang – han har ikke spillet den før, forklarede Birk.
– Det er klart, at vinklerne i spillet bliver anderledes. Nogle af de udspil, der var naturlige for Jacob Rasmussen, de er bare ikke lige så naturlige for Jordi Vanlerberghe. Men omvendt er det også en god pasning, han lægger til Köhlert i halvrummet i optakten til målet.
På sigt vil Brøndby gerne råde over en venstrebenet stopper for at åbne spillet bedre i venstre side.
– Det er klart, at vi gerne vil råde over den kompetence – for at have de muligheder.