
Adam Møller Karlsen
Birk: Alle kan forstå Bischoffs skuffelse
Frederik Birk blev spurgt ind til Clement Bischoffs angiveligt glippede skifte til engelske Brighton og var helt afklaret med, at den unge offensivspiller ville være skuffet, men ser ikke problemer med motivationen hos Bischoff.

Det gik stærkt i sidste uge for Clement Bischoff. Først meldt kraftigt på vej til engelske Brighton, så en flyvetur og besøg hos englænderne, hvor det var forventet en formalitet var det eneste der afholdt den unge dansker fra et skifte, for så at skiftet i sidste øjeblik blev annulleret af årsager, der endnu ikke er blevet belyst.
Tilbage på træningsbanen i Brøndby blev offensivspillerens cheftræner, Frederik Birk, derfor spurgt ind til Bischoffs reaktion oven på den annullerede transfer, og det var en ganske forstående Birk der udtalte sig til 3point.dk:
– Jeg tror ikke, at der er nogle mennesker, der ikke vil møde ham i, at skuffelsen vil være stor, hvis han havde sat næsen op efter et skifte. Så det vil jeg udmærket godt kunne forstå. Det har jeg også været opmærksom på, men han har været topmotiveret.
For Frederik Birk havde set en stadig fuldt ud motiveret Clement Bischoff på træningsbanen i Brøndby de seneste dage:
– Det, der i virkeligheden er meget lækkert, er, at det bedste sted at være, når spillere skal håndtere alverdens problemer, er deres træningsbane. Jeg har bare set en Clement Bischoff, der er kommet tilbage, har været sammen med holdkammeraterne og har givet den fuld gas på banen.
Det blev illustreret for cheftræneren særligt tydeligt, da der blev spillet en kamp i slutningen af en af træningerne:
– Den første træning, efter at han kommer hjem, spilles der kamp til sidst, hvor det bliver 2-1 til Clements hold. Og I kan selv gætte, hvem der lavede målene.
Clement Bischoff blev i sidste uge meldt på vej til engelske Brighton, et skifte der dog klippede af endnu uvisse årsager. Tilbage på træningsbanen i Brøndby var der dog ikke mangler i motivationen i følge cheftræner Frederik Birk. Selv må Clement Bischoff sidde udenfor i de første to kampe i foråret grundet karantæne.