3POINT
Nyheder27. mar. 2019

#BIFOB set fra modstanderens perspektiv: Stor optimisme i Odense

Vi er klar med denne uges optakt set fra modstanderens perspektiv. Journalist Andreas Mayerhofer følger OB og melder blandt andet om stor optimisme i Odense. FO

3point person
3point.dk27. mar. 2019

Vi er klar med denne uges optakt set fra modstanderens perspektiv. Journalist Andreas Mayerhofer følger OB og melder blandt andet om stor optimisme i Odense. FOTO: Teis Markfoged Landsholdspausen er forbi og vi skal have gang i Superligaen igen! For Brøndbys vedkommende indledes Mesterskabsspillet med en hjemmekamp mod OB, hvor der er vigtige point på spil for begge mandskaber, som gerne vil have fingrene i bronzemedaljerne. Vanen tro bager vi op til kampen ved også at se begivenhederne fra modstanderens perspektiv. Denne gang er det ikke en fan, men en journalist, som hjælper os med optakten fra modstanderens perspektiv. Andreas Mayerhofer er journalist på Helsingør Dagblad, men følger OB tæt og har blandt andet været gæst i podcasten Stemmer fra Ådalen fra tid til anden.

Hvad er status for dit hold lige nu og fornemmelsen som fan?

- Jeg kan nærmest ikke huske fem OB-sejre på stribe. Det giver selvfølgelig en stor optimisme i og omkring klubben, hvilket man også kunne se, da Brøndby var på besøg i Odense i begyndelsen af marts, hvor over 11.000 tilskuere dukkede op.

Hvor vigtig er kampen mod Brøndby og hvorfor?

- Det er en helt vildt vigtig kamp - for begge hold. Uden at skulle underkende Esbjergs og FC Nordsjællands muligheder for at komme op, så tror jeg, at Brøndby mod OB er en direkte duel om tredjepladsen og en vej ud i Europa. En vej, som jeg tror, at begge klubber og ikke mindst deres fans helt vildt gerne vil ud og køre på.

Hvem er bedst kørende hos jer lige nu? Hvem skal Brøndby passe på?

- Der er en akse op gennem hele OB's hold, der fungerer rigtig godt med målmand Sten Grytebust, midterforsvaret med Jeppe Tverskov og Ramon Leeuwin, Janus Drachmann og ikke mindst Bashkim Kadrii, og sidstnævnte er strid at bokse med for modstanderne i øjeblikket. Samtidig har OB fået gang i kantspillet med to gange Laursen, der begge har fået nøgler til de fynske "jætjavere". Men både Bashkim og dobbelt-Laursen ramte Brøndby i Odense, så mon ikke, der er styr på dem fredag aften.

Hvordan tror du I vil gribe kampen an og hvem frygter du mest fra Brøndby?

- Det er jo friskt i erindringen, hvad der fungerede sidst for OB, og jeg forventer, at det igen bliver en kamp med fart på, så jeg forventer, at OB presser på for at fremprovokere Brøndby-fejl, men på Brøndby Stadion skal der måske også smides et par seler på bukserne, så man ikke står med bar røv allerede i kampens indledning, for Brøndby kan godt ramme OB, hvor det gør ondt. - Det skete i det seneste møde mellem de to hold på Brøndby Stadion, hvor jeg ikke tænker, at ret mange Brøndby-fans var tilfredse med resultatet. OB var jo spillet ned under græstæppet i store dele af kampen.

Hvad er dit bud på resultatet og hvad tror du bliver udslagsgivende?

- Lige så meget, som Brøndby skal vinde for at lukke hullet, lige så lidt må de tabe kampen, for så er bronzepladsen meget langt væk én kamp inde i slutspillet, og det skal de blå-gule selvfølgelig undgå. Derfor bliver det en livlig kamp, der dog har fokus på basen, og så slutter det 1-1,. Det kan begge hold leve med - mest OB. Kampen mellem Brøndby og OB spilles på fredag på Brøndby Stadion med kickoff klokken 19.00.

Mest kommenterede nyheder