#BIFLBK fra modstanderens perspektiv: Hedlunds fart kan volde os problemer
Her kan du læse optakt til kampen mellem Brøndby og Lyngby - set fra et Lyngby-perspektiv. Pelle Lindegaard Bügel leverer. FOTO: Ian Nielsen / Ian Foto Sport Sø

Her kan du læse optakt til kampen mellem Brøndby og Lyngby - set fra et Lyngby-perspektiv. Pelle Lindegaard Bügel leverer. FOTO: Ian Nielsen / Ian Foto Sport Søndag eftermiddag tørner Brøndby IF og Lyngby BK sammen på Brøndby Stadion. Vanen tro skal vi have en optakt set fra modstanderens perspektiv. Til at levere den i denne uge, har vi haft fat i journalist Pelle Lindegaard Bügel. Han er vært og redaktør på podcasten Altid blå og hvid - en podcast om Lyngby Boldklub. Du kan følge Pelle på Twitter her.
Hvad er status for dit hold lige nu og hvad er fornemmelsen som fan?
- Status er i mine øjne, at vi er kommet godt fra land i foråret på trods af et nederlag i første runde til FCM, så var præstationen mod Esbjerg - både offensivt og defensivt - god. Dertil var de tre point mod en modstander fra bunden selvsagt også virkelig rare, da vi dermed lagde endnu større afstand. Derfor er min fornemmelse ret god, især fordi vi formåede at skabe godt med chancer, mens holdet også forsvarede sig godt, og holdt Esbjerg væk fra store muligheder. Specielt forsvarsspillet i feltet, når vi blev presset tilbage, imponerede mig, ligesom holdet også formåede at blive farlige på kontra, når vi fik fat i bolden. Begge dele bliver vitale, hvis der skal point med hjem fra Vestegnen. - En anden ting, jeg synes kendetegner holdet i denne sæson, det er den mentalitet, man har har bygget op. Der er surhed og stor skuffelse at spore hos spillere og trænere, når man har tabt på selv de sværeste udebaner. Både internt og eksternt oplever jeg, at man ikke bare stiller sig tilfredse med at have tabt eksempelvis 2-0 i Herning og konkluderer, at de andre bare er bedre, og at man ikke havde regnet med noget. I stedet kigger man indad og er selvkritiske på egen præstation, tager ved lære og italesætter det.
Hvor vigtig er kampen mod Brøndby og hvorfor?
- Det er den af flere årsager. Nu er jeg selv vokset op med Lyngby i 90’erne, hvor jeg husker tilbage på mange fede kampe samt en større rivalisering mellem klubberne – både på fansiden, men også i tabellen indimellem. Sidstnævnte mest i 80’erne og starten af 90’erne. Så er Brøndby Stadion en fed kulisse, hvor vi er underdogs, hvilket kun ville få et godt resultat til at smage endnu bedre. - Betragter man kampen med nutidige øjne, har begge hold også meget at spille for. Vi skal ligge yderligere afstand til bunden og holde den spinkle drøm om top 6 i live. Men i bund og grund har jeg opmærksomheden rettet mod 7. eller 8. pladsen, for så kan vi selv vælge, hvilke modstandere vi vil møde i nedrykningsspillet og muligvis sikre redningen tidligt i puljespillet. Brøndby har lagt sig under pres med målet om top 3 på trods af ny strategi og flere yngre spillere, der skal ind på holdet. Derfor kan jeg kun se, at der er tale om en vigtig kamp.
Hvem er bedst kørende for jer lige nu? Hvem skal Brøndby passe på?
- Målt på præstationen mod Esbjerg i søndags, der vil jeg fremhæve holdet som helhed. Men ellers vil jeg fremhæve de tre forreste i skikkelse af Frederik Gytkjær, Emil Nielsen og Rezan Corlu. Rezan bliver vigtig - både i forhold til at holde fast i spillet - men også med henblik på at sætte Gytkjær og Emil Nielsen i scene mod Brøndby sidestoppere i trebackkæden, hvor jeg mener, de har noget fart og spilopfattelse, der kan udfordre Jung og Skipper/Hermannsson.
Hvordan tror du at i vil gribe kampen an og hvem frygter du mest fra Brøndby?
- Jeg tror, taktikken vil være, at man vil forsøge at tage fat i bolden og ikke bare stille sig tilfreds med at lukrere på omstillinger. Det bliver vigtigt at kunne holde i bolden, men også at kunne skabe muligheder i det etablerede spil for på den måde at undgå at komme ned og stå for dybt i længere perioder. Når det er sagt, tror jeg også, man i perioder vil have fokus på at køre kontra mod Brøndby og få angriberne ud at løbe med især Brøndbys sidestoppere. - På Brøndby-holdet kan jeg godt frygte en type som Simon Hedlund. Han mangler noget mere slutprodukt, men jeg kan godt forudse, at hans fart, aggressivitet og timing i løbene kan volde os problemer – både i det etablerede angrebsspil, kontraspillet, og når I presser højt mod vores spil med bolden
Hvad er dit bud på resultatet og hvad tror du bliver udslagsgivende?
- Selvom Brøndby leverede et flot comeback undervejs i Aalborg, var jeg ikke imponeret over forsvarspillet, hvilket jeg fornemmer, vores tre forreste vil udnytte og snige en 2-1 sejr med hjem fra Vestegnen. Men helt generelt, vurderer jeg, at vores evner og tid på bolden i kampen bliver en udslagsgivende faktor for kampens udfald. Vi siger tusinde tak til Pelle for optakten og ønsker alle en god kamp på Brøndby Stadion senere.