
Teis Markfoged
#BIFAGF fra modstanderens perspektiv: Det kan blive grænsende til brutalt
Superligaens grundspil rundes af med et vaskeægte topopgør, når AGF besøger Brøndby. De to klubber indtager henholdsvis tredje- og førstepladsen i Superligaen, og syv point skiller på nuværende tidspunkt de to hold. AGF spillede senest 1-1 med rivalerne fra Randers, mens Brøndby vandt i overbevisende stil med 3-0 mod OB. I denne uge har, AGF-fan, Jesper Krusell stået for optakten fra modstanderens perspektiv.

Hvad er status for dit hold lige nu og fornemmelsen som fan?
- Det syder. AGF har gang i noget godt, og det er en udvikling, som langsomt, men sikkert er kommet med først Jacob Nielsen og siden David Nielsen. Jacob Nielsen har fået styr på en butik, som i mange, mange år har været noget rod - ikke mindst økonomisk - og David Nielsen har fået skabt en kultur, der giver resultater. Det betyder rent sportsligt, at holdet nu for 2. gang spiller med i mesterskabsslutspillet, vandt medaljer sidste år og ligger til helt i toppen, og det er sgu lidt vildt, når man kigger på, hvordan klubben har leveret siden slutningen af 90’erne. Så min fornemmelse som fan er enormt god. De vinder jo fandme fodboldkampe…
Hvor vigtig er kampen mod Brøndby og hvorfor?
- Jeg hader, når fans udtaler sig på andre fans’ vegne, så det her er helt for egen regning: Den er altid vigtig - og lige den her er også vigtigere end så mange andre gange. Jeg har fulgt AGF siden slut-80’erne, og Brøndby har i min bog altid været ærkerivalen. Jeg har set AGF vinde masser af sejre over Brøndby, og jeg har set utallige nederlag. Men det er ved at være længe siden, de to hold for alvor har krydset klinger som to tophold, der et eller andet sted slås om det samme - nemlig metal. Og min min verden er det bare federe, når den kamp skal udkæmpes mod netop Brøndby. Lige nu er det min opfattelse, at der er en del AGF-fans, der er lidt skuffede over pointhøsten i de seneste kampe – det er jeg i hvert fald.
- Straffesparkskendelserne mod først FCK og siden Randers er frustrerende, fordi de har kostet point i kampe, hvor vi i min optik i store dele af kampene var det bedste hold. Og det gør bare kampen endnu vigtigere, hvis vi skal holde os helt til i toppen sammen med jer og FCM. Vinder Brøndby, slår I et hul på 10 point; det vil være lidt voldsomt. Kan vi få afstanden ned på 4, er det et helt andet scenarie.
Hvem er bedst kørende hos jer lige nu? Hvem skal Brøndby have øjnene mod?
- Jeg synes, der er folk i alle kæder, der gør det godt. Grabara er ekstremt stærk i kassen (IMO ligaens bedste keeper pt), og i forsvaret er både Højer og Hausner godt kørende. Patrick Olsen ragede en karantæne til sig mod Randers og er ude, hvilket er svært irriterende, eftersom manden ENDELIG er ved at ligne én, der passer ind på holdet, og det gør også, at jeg synes, midtbanen lige nu er vores svageste kæde. Bror Blume er inde i et formdyk, og Albert Grønbæk gik skadet ud mod Randers, så der er jeg lidt spændt på, hvad vi kan skyde med. I den forreste kæde er Patrick Mortensen bare en klasseangriber, og Gift Links viser lige nu, hvorfor AGF valgte at smide millioner efter et helt ubeskrevet blad. Ham kan I godt få alvorlige problemer med at holde nede.
Hvordan tror du, i vil gribe kampen an, og hvad/hvem frygter du mest hos Brøndby?
- Jeg tror, David Nielsen kommer til at gå ret hårdt efter at dominere kampen fysisk. Som sagt er midtbanen lidt ramt, så mit gæt er, at det i endnu højere grad end normalt kommer til at handle om energi og fysik, og mon ikke ordren bliver at tømme tanken fuldstændig med henblik på, at der alligevel er landsholdspause lige om lidt? Så fuld skrald på, og så ser vi, hvad der er tilbage, når støvet lægger sig.
- Jeg bliver jo nødt til at erkende, at Lindstrøm og Uhre ser ud til at have fundet noget sammen. Og så synes jeg, Frendrup er en klassespiller. Så jeg er mere nervøs for jeres offensiv end for jeres defensiv, som jeg ikke er udpræget imponeret af. Maxsø er en god spiller, men jeg synes, Mortensens i dén grad matcher ham.
Hvad tror du, at kampen bliver, og hvad bliver udslagsgivende?
- Jeg tror, det bliver en tæt kamp, og mit bud er, at den ender uden vinder. AGF spiller en del kampe uafgjort ude, og Brøndby kan sagtens leve med et point. Det bliver hårdt grænsende til brutalt, og jeg tror, at begge hold vil være forsigtige med at blotte sig. Hvis Brøndby får sat sig på midtbanen, får AGF det svært, men Gift Links og Mortensen er omvendt også farlige på kontra. Så mon ikke den ender 1-1?
Kampen sparkes igang 17.00 ligesom de resterende kampe i denne rundes 3F Superliga. Vi siger tak for optakten til Jesper Krusell, som kan følges på Twitter her.