3POINT
Brøndby Stadion X XX XXX arkiv standard

Freja Borne

Nyheder13. maj 2025

Betano bliver ny hovedsponsor i Brøndby IF

Brøndby IF har landet et nyt hovedsponsorat. Det bliver bettingfirmaet Betano, der tager over for Danske Spil.

Nanna Møller Karlsen
Nanna Møller Karlsen13. maj 2025

Danske Spil stopper denne sommer som hovedsponsor i Brøndby IF. Men klubben har nu fundet sin nye hovedpartner, som tirsdag formiddag er blevet præsenteret.

Vi bliver i bettingverdenen, for det bliver fremover Betano, som skal være hovedsponsor i Brøndby IF. Det oplyser klubben på sin hjemmeside. Aftalen løber frem til sommeren 2028.

Administrerende direktør i Brøndby IF, Ole Palmå, udtaler til Brøndbys hjemmeside:

- Dette er ikke bare en vigtig kommerciel aftale - det er et strategisk partnerskab med et brand, der matcher vores ambitioner. Gennem de seneste måneder har vi haft en åben dialog med Betano om, hvordan et samarbejde kunne se ud, og vi har i den grad fundet fælles fodfæste. Vi er derfor meget tilfredse med aftalen og partnerskabet, der løber frem til sommeren 2028.

- Betanos moderselskab, Kaizen Gaming, er en international aktør med en dokumenteret ansvarlig tilgang til spil. De er til stede på 19 markeder og har partnerskaber med anerkendte klubber og organisationer - herunder Aston Villa, River Plate, SL Benfica, FC Porto og Sporting CP samt UEFA for Europa League, Conference League og var det ligeledes også til EURO 2024. Det er vigtigt for os, fordi det taler til den ansvarlighed og professionalisme, som vi er fælles om.

Også i Betano er der glæde at spore over det nye samarbejde.

- Vi er meget begejstrede for dette nye partnerskab med Brøndby IF. Det er ikke kun vores første i Danmark, hvor Betano blev lanceret så sent som sidste år, men også vores første i hele Skandinavien. Brøndby IF har en af de stærkeste fortællinger og fodboldkulturer i Danmark, og de har fostret nogle af Danmarks største fodboldlegender og har en fantastisk passioneret fanbase. Vi ser derfor vores partnerskab som noget andet og mere end et traditionelt sponsorat. Brøndby IF’s ambitioner stemmer overens med dem, vi har i Kaizen Gaming og Betano. Vi ønsker at være en partner, der bidrager til Brøndby IF’s fortsatte udvikling som en af Skandinaviens førende fodboldklubber, lyder det fra Julio Iglesias, som er Chief Commercial Officer hos Kaizen Gaming.

Fra sommeren 2025 bliver Betano hovedpartner og trøjesponsor for Brøndby IF’s Superliga-hold.

Mest kommenterede nyheder