
Freja Borne
Benjamin Schmedes: Talentudvikling har altid været en hjørnesten i min karriere
Benjamin Schmedes sætter ord på sin tilgang til sportsdirektørjobbet i Brøndby IF.

39-årige Benjamin Schmedes er mandag eftermiddag blevet præsenteret som ny sportsdirektør i Brøndby IF. Tyskeren tiltræder den 1. januar 2025.
Han ser frem til at komme i gang og har altid haft talentudvikling som en hjørnesten i sin karriere.
- Jeg tror stærkt på en kombination af international inspiration og lokal forankring. Moderne fodbold kræver, at man arbejder analytisk og strategisk, er innovativ og samtidig respekterer klubbens traditioner og fansenes forventninger. Talentudvikling har altid været en hjørnesten i min karriere, og jeg ser det som en naturlig og afgørende del af Brøndby IF’s langsigtede succes. Klubben har allerede en stærk ungdomsafdeling, og det bliver en vigtig opgave at videreføre talentarbejdet, siger Schmedes til klubbens hjemmeside.
- Men først og fremmest har vi en spændende opgave foran os med forberedelserne til forårssæsonen, herunder ansættelsen af klubbens cheftræner, en proces, der allerede er i gang. Alt i alt ser jeg frem til at bidrage til en positiv udvikling sammen med hele organisationen, som jeg glæder mig til at møde, når alle vender tilbage i starten af januar efter en velfortjent juleferie.
3point.dk arbejder på at få mere information om Benjamin Schmedes og hans karriere og vil i de kommende dage bringe både podcasts og artikler.