Bech og Zorniger er enige: Simon Tibbling bliver i Brøndby
Simon Tibbling har været genstand for en del uro i de sidste dage, hvor FC Midtjylland offentligt har bejlet til midtbaneprofilen. Men nu slår både Tibblings ch

Simon Tibbling har været genstand for en del uro i de sidste dage, hvor FC Midtjylland offentligt har bejlet til midtbaneprofilen. Men nu slår både Tibblings cheftræner og sportsdirektør fast, at han ikke skal til Herning. FOTO: Lasse Lagoni Det kom som et chok for de fleste fodboldinteresserede danskere, da FC Midtjylland pludselig bød en million euro for Brøndbys midtbaneprofil Simon Tibbling, og endda offentligt begrundede deres interesse med manglende spilletid i Brøndby. Heller ikke i Brøndby er de tilfredse med midtjydernes ageren. - Nu skal jeg jo ikke altid tro på det, der står i aviserne, men hvis det er korrekt citeret, at man i Midtjylland mener at have konstateret for lidt spilletid og alt muligt andet, så er det en indblanding i andre klubbers vilkår, og det er i den grad også imod hvad der er aftalt klubberne imellem. Den fejl vil jeg ikke begå ved at begynde at kommentere på hvad der måtte eller ikke måtte være sket. Jeg konstaterer bare, at i den mediebårede - eller måske endda, den vestjyskbårede, det skal jeg ikke kunne sige - føljeton, så vil jeg bare sige, at han indtil i dag er den på vores midtbane der har spillet næstflest minutter, i øvrigt hhv. 12 og 20 minutter mindre end dem i Midtjylland, der har spillet mest, så tanken om at han skulle få mere spilletid derovre er jo svær at følge, hvis han faktisk kun er et kvarter fra at være den der har spillet mest, fortæller Troels Bech til 3point.dk. - Jeg er glad for, at vi har Simon, som for mig var en af de fem bedste spillere i Superligaen i sidste sæson, og jeg er også rigtig glad for, at der er råd til op- og nedture for unge spillere, fordi vi har en stærk trup. Troels Bech har endnu ikke taget stilling til, om Brøndby vil gå videre med sagen. - Det skal jeg da lige overveje og diskutere med mine kolleger. Det er i hvert fald tankevækkende at andre klubledere ringer til mig og spørger ind til de samme ting. En ting som Troels Bech dog har taget stilling til er, at Brøndby kommer til at beholde Simon Tibbling. - Jeg kan slet ikke forestille mig hvilken kombination af uforudsete ting der skal falde sammen for at det kan lade sig gøre. Det er i hvert fald både andre summer og andre adresser. Kan Midtjylland komme med hvad som helst og så siger I nej? - Ja. Det er en af vores bedre spillere som kan gøre en forskel her, han skal ikke gøre en forskel hos vores direkte konkurrenter. De kan bare snakke Heller ikke Brøndbys cheftræner Alexander Zorniger er interesseret i at miste Simon Tibbling. - Simon bliver her. Midtjylland har ikke flere kampe end os, så der er ingen grund til det. Han er en ung spiller, der havde en utrolig sæson sidste år. Nu har han det meget svært, og det er også en del af udviklingen af en så ung spiller. At lytte til hvad der bliver sagt. Man kan ikke altid bare løbe væk, forklarede Alexander Zorniger efter kampen mod Genk. Han forklarede samtidig, hvad der ligger til grund for de spillemæssige problemer, Simon Tibbling har haft i sæsonstarten. - Vi har mistet tre af vores fem spillere fra spillerrådet. En mere har kontraktudløb til nytår. Vi er ved at bygge hele strukturen op igen. Det var ikke noget, vi ville, men vi skal. Danmark er et lille fodboldland. Det gik perfekt i to år, og nu skal vi kæmpe for tingene, og det skal Simon også. Simon løber hele tiden, sidste år var han dækket, men i år skal tingene omstruktureres. Skriverierne i medierne har Zorniger ikke selv haft mulighed for at følge, men ud fra det han har hørt, giver han ikke meget for FC Midtjyllands ageren. - Jeg har ikke fulgt det, for jeg kan ikke læse dansk. Jeg har fået fortalt, at der var et tilbud på ham, men vi er ikke interesserede. De burde hellere være interesserede i deres egne spillere. Men de kan bare snakke. Vi er ikke i Rusland, de kan sige lige hvad de vil. Fodbold og respekt er jo ikke tæt beslægtet. Så skulle den sag vist være på plads.