Bagger husker tilbage: Eminente Cannavaro og stærke Manchester United
Ruben Bagger var en populær skikkelse i Brøndby og har været med til flere store, europæiske oplevelser. Han har spillet over for eminente Cannavaro, mødt et uh

Ruben Bagger var en populær skikkelse i Brøndby og har været med til flere store, europæiske oplevelser. Han har spillet over for eminente Cannavaro, mødt et uhyre stærkt Manchester United-hold og været med til at banke Karlsruhe. FOTO:Brondby.com Ruben Bagger var som mangeårig Brøndby-spiller med til mange europæiske eventyr og han har stået over for mange prominente navne i sine mange kampe for Brøndby IF. Noget af det der står stærkest i hans hukommelse i dag, er mødet med Fabio Cannavaro, opgørerne mod Manchester United og deres store stjerner, samt den legendariske UEFA-Cup kamp mod Karlsruher SC. - Jeg har spillet over for Fabio Cannavaro. Han var en rigtig dygtig forsvarspiller. Helt eminent. Det var en stor oplevelse at spille mod en forsvar af hans kaliber, fortæller Bagger til 3point.dk. - De europæiske kampe var noget, man så frem til. Der mødte man jo de allerbedste spillere i verden og de bedste hold. - Der var også det Manchester United-hold, som vi mødte i midt 90'erne. Der var vi overmatchede alle sammen. Der var ikke én af os, der kunne sige, at han havde spillet nogenlunde lige op med sin mand. Vi blev overmatchede på alle parametre. - Det var et United-hold, som havde verdens bedste målmand i Peter Schmeichel på det tidspunkt og så en række andre stjerner. Deres midtbane bestående af Paul Scholes, Roy Keane, og David Beckham. Det var rigtig dygtige fodboldspillere. Der kunne man godt se, hvorfor at de spillede i Premier League og hvorfor vi spillede i Superligaen. Aldrig nervøs inden kamp Ruben Bagger fortæller til 3point.dk, at han aldrig rigtig var nervøs før en kamp. Det gjaldt om at glæde sig til at spille selve kampen, og så skulle man gå ud og gøre sit bedste. - Jeg har altid haft det sådan, at jeg glædede mig meget til at spille fodbold. Jeg kan ikke rigtigt forstå det med at folk er nervøse op til kamp. Jeg glædede mig altid til at spille kamp og løbe ind på stadion, og der var masser af mennesker og god stemning. - Jeg gjorde altid mit bedste og har man gjort hvad man kunne, så kan man bare ikke gøre mere. Så kan man selvfølgelig godt se i bakspejlet bagefter, blive klogere og efterrationalisere kampen og sætte sig ned og overveje, om man kunne have gjort nogle ting anderledes. Men jeg var aldrig nervøs. Der var altid en glædesfølelse i mig, når jeg gik på banen. En af de minder der i dag stadigvæk står stærkest hos mange Brøndby-fans er udebanekampen mod Karlsruher SC den 3. december 1996 i UEFA Cup'en. Sådan har Bagger det også selv. - Det er den sjoveste enkeltkamp, jeg har været med til at spille i Brøndby. Altså den på udebane, for i den på hjemmebane, startede jeg ude. Kampen nede i Karlsruhe var den sidste kamp på året, og vidst nok på klubbens fødselsdag, så vi skulle egentlig bare derned og begrænse det nederlag fra første kamp. - Men så kom vi foran og scorede så også til 0-2 lige inden pausen, så det var rigtig fedt. Men det burde jo ikke have kunne ladet sig gøre, at et dansk hold kunne slå Karlsruhe holdet på den måde som vi gjorde.