Arndal-Lauritzen: Det er et klap på skulderen
Gregers Arndal-Lauritzen er glad for sin forlængelse med Brøndby IF. Han ser det som et klap på skulderen. Mellem jul og nytår fik den unge venstreback Gregers

Gregers Arndal-Lauritzen er glad for sin forlængelse med Brøndby IF. Han ser det som et klap på skulderen. Mellem jul og nytår fik den unge venstreback Gregers Arndal-Lauritzen forlænget sin kontrakt med Brøndby IF, så den nu løber til sommeren 2019. Samtidig udlejes han til HB Køge for resten af sæsonen, så han kan kæmpe med om spilletid i 1. division. Arndal-Lauritzen har kæmpet sig tilbage efter en lang skadespause og forlængelsen ser han som et klap på skulderen. - Det er et klap på skulderen om at jeg har gjort det fint, efter jeg kom tilbage fra min skade. Det er super godt, at jeg nu også kan komme til HB Køge og få noget spilletid. Det er nødvendigt, for at komme helt tilbage i omdrejninger, siger han til 3point.dk. Den 19-årige back var ikke i tvivl om, at han skulle forlænge på Vestegnen. Det er hans klub og det gik rimelig stærkt, da Brøndby kom på banen. - Det var den bedste julegave, jeg kunne få. Det var dejligt, da jeg fik at vide, at Brøndby gerne ville forlænge. Det er en helt speciel følelse. - Derfra gik det rimelig stærkt. Også fordi vi skulle have styr på alt det med at blive udlejet inden sæsonen startede igen. - Men jeg var overhovedet ikke i tvivl. Det var det, jeg gerne ville. Det er jo her, jeg gerne vil spille. Jeg har spillet her siden jeg var U/13, siger han med et smil. Gregers Arndal-Lauritzen debuterede for Brøndby i efteråret, da han spillede fra start i pokalkampen mod Ledøje-Smørum.