Arajuuri: God holdånd og stærk mentalitet
Paulus Arajuuri synes det viser god holdånd og stærk mentalitet, at Brøndby søndag aften vandt 1-0 i Farum efter en præstation, der ikke var holdets bedste. Brø

Paulus Arajuuri synes det viser god holdånd og stærk mentalitet, at Brøndby søndag aften vandt 1-0 i Farum efter en præstation, der ikke var holdets bedste. Brøndby kunne søndag aften rejse hjem med tre point i bagagen efter en 1-0-sejr ude mod FC Nordsjælland. Paulus Arajuuri var en af Brøndbys bedste i det centrale forsvar og efter kampen havde han ros til overs for kampens to matchvindere - hvis man kan tillade sig at udråbe to - i form af Frederik Rønnow og Johan Larsson. - Vi fik de tre point med i en meget svær udekamp. Rønnow var fantastisk og reddede os i nogle situationer. Som hold kunne vi godt have leveret en bedre præstation, men FC Nordsjælland spiller god fodbold og er vanskelige at spille mod, siger han til 3point.dk og tilføjer om Larssons mål: - Jeg ved ikke rigtig hvad der skete og så var det endda med venstrebenet. Det var et fantastisk skud og et meget vigtigt mål for os. Smukt mål, som var dejligt at se, slutter finnen. Som nævnt indledningsvis, var kampen mod FCN ikke Brøndbys bedste præstation i denne sæson. Men en gammel floskel lyder, at tophold også kan vinde på dårligere dage. Det viste Brøndby i hvert fald - og det viser god holdånd og stærk mentalitet, mener Arajuuri. - Det viser stærk mentalitet, at vi fik de tre point med hjem. Vi har en god sæson bag os og en god mentalitet på holdet. Vi stopper ikke med at tro på det - og det er ligemeget hvilken slags kamp det er. Vi tror hele tiden på at vi kan vinde og arbejder hårdt. Det viser god holdånd, at man kan tage sejren på en dag, hvor holdet ikke selv leverer den bedste præstation. - Men det handler jo kun om at vinde, så vi er rigtig glade nu. 28-årige Paulus Arajuuri skiftede i vinter fra Lech Poznan til Brøndby på en fri transfer. Han har kontrakt med de blågule til udgangen af 2019.