Arajuuri efter sejr: Meget stolt af holdet
Paulus Arajuuri startede for første gang inde for Brøndby i Superligaen, da de blågule snuppede en 2-1-sejr med hjem. Den finske midtstopper er stolt af sine ho

Paulus Arajuuri startede for første gang inde for Brøndby i Superligaen, da de blågule snuppede en 2-1-sejr med hjem. Den finske midtstopper er stolt af sine holdkammerater. Brøndby fik i vinter tilgang af finske Paulus Arajuuri, der kom på en fri transfer fra Lech Poznan. Den stærke stopper er ved at spille sig i form og søndag eftermiddag startede han i det centrale forsvar, da Brøndby slog Lyngby med 2-1. - Det var dejligt at vinde. Som vi spiller lige nu, er det rigtig sjovt ude på banen. Vi arbejder sammen som en enhed. Nu har vi vundet fire kampe i træk, så vi er i god form, siger han til 3point.dk. - Det er nemmere at komme ind på et hold, der fungerer. Alle 11 spillere gjorde det godt i dag og dem der kom ind fra bænken, bragte ny energi. Plusser til dem alle sammen. Vi har haft nogle gode træningsuger og det kan man også se i kampene. Selvom Arajuuri ærgrer sig over Lyngbys scoring, var han aldrig for alvor nervøs i løbet af kampen. Han er stolt af sine holdkammerater. - Det var lidt unødvendigt, at de fik reduceret til 2-1, for jeg synes vi havde kampen under kontrol. Vi kunne selv have dræbt kampen lidt tidligere. Men jeg var aldrig rigtig bekymret på grund af den måde folk arbejdede, spillede og kæmpede på. Jeg er meget stolt af holdet. Brøndby har så godt som sikret andenpladsen i Superligaen, men Brøndby-spillerne mangler bestemt ikke motivation, siger Arajuuri. - Vi vil gerne være de bedste, og hvis vi vil være det, skal vi vinde alle kampe. Det handler ikke kun om pointene. Vi er en sulten trup og har meget at spille for. Jeg tror ikke en gang der er nogen der tænker over pointforskellen mere. Vi jagter stadig FC København og giver ikke op, før den sidste kamp er spillet. 28-årige Arajuuri har kontrakt med Brøndby til udgangen af 2019.