Appelt målhelt i guldkampen
Karl Dines Appelt scorede det vigtige første mål, da Brøndby IF lørdag eftermiddag sikrede sig det danske mesterskab i U/17-Ligaen. En nervøs første halvleg eft

Karl Dines Appelt scorede det vigtige første mål, da Brøndby IF lørdag eftermiddag sikrede sig det danske mesterskab i U/17-Ligaen. En nervøs første halvleg efter en god start blev fulgt af en flot anden med enkelte små udfald. Både Joel Kabongo og Magnus Häuser Larsen blev testet op til Brøndbys kamp mod OB i U/17-Ligaen lørdag eftermiddag. Kampen, der med en sejr til de blå/gule nærmest med garanti ville sende guldmedaljerne til Vestegnen. Begge kunne meldes klar, og Brøndby-træner Søren Weber Juul kunne således stille med følgende hold fra start:Viktor Anker Chr. Johansen – Chr. Enemark – Joel Kabongo – Gregers Arndal-Lauritzen (A) Tobias Noer Karl Dines Appelt – Magnus Häuser Nielsen Rasmus Grosen – Oliver Carrara – Armend Aslani Som tidligere skrevet på 3point.dk var Brøndby svækket af karantæner til to af holdets profiler. Til gengæld kunne anfører Marco Sander Petersen og landsholdskant Andreas Bruus så passe kameraet i videotårnet, mens de nervøst kunne se til, om deres holdkammerater fik klaret paragrafferne og kørt guldet hjem.
Usikkerheden sneg sig ind på hjemmeholdet
De blå/gule startede godt ud og lignede et hold med stor selvtillid, vilje og målbevidsthed, hvor OB nærmest blev belejret på egen banehalvdel - de første ti minutter. Herefter begyndte usikkerheden af en eller anden grund at snige sig ind på hjemmeholdet, og midtvejs i halvlegen var de stribedes Simon Basler pludselig alene igennem, men Viktor Anker kom hurtigt ud og fik blokeret nærmest i skudøjeblikket. Efter de 20 minutter blev spillet lidt bedre for Brøndby, men der var stadig usikkerhed at spore. Mod slutningen af halvlegen fik de blå/gule imidlertid kæmpet sig ind i kampen igen, og de sidste fem minutter lovede godt for resten af kampen. I denne periode bankede Brøndby flere gange på foran OB-målet, men ind ville bolden ikke. Det ville den til gengæld straks efter pausen. Inden der var gået to minutter erobrede Christian Enemark bolden midt på banen og satte i et langt rush fremad. Midterforsvareren spillede elegant bande med navnebror Johansen, fortsatte ind i feltet og spillede bolden skråt tilbage til Karl Dines Appelt, der måtte tæmme bolden med ryggen til mål. U/16-landsholdsspilleren vendte imidlertid hurtigt og udplacerede OB-keeperen med et fladt og tørt hug.
Statister i den blå/gule festforestilling
Målet blev signalet til Brøndbys absolut bedste periode i kampen, hvor det ene flotte angreb efter det andet blev komponeret, mens OB-spillerne nærmest agerede statister i den blå/gule festforestilling. Eksempelvis tryllede Armend Aslani i venstre side og lagde op til et langskud fra Karl Dines Appelt, der voldte OB-keeperen problemer, og senere ramte Magnus Häuser Nielsen overliggeren med et kontrolleret og skruet skud udefra. Belønningen kom efter godt og vel en times spil, og ikke overraskende var det holdets måltyv Oliver Carrara, der sendte bolden det sidste stykke ind over stregen i to omgange tæt under mål ved højre stolpe. Målmanden fik ganske vist bolden fistet væk, men linjedommeren stod perfekt placeret helt nede ved mållinjen og vinkede for scoring. Chancen opstod efter, at Armend Aslani endnu en gang viste tryllerier i venstre side. Nu forventede det feststemte publikum, at Brøndby ville køre en sikker sejr hjem og måske endda udbygge føringen. Det skulle ikke blive tilfældet. i stedet blev scoringen en sovepude for hjemmeholdet, og kort efter stod OB's Julius Eskesen pludselig helt fri midt i feltet og kunne nemt sende en aflevering fra venstre ind bag en sagesløs Viktor Anker i Brøndby-buret.
2-0 var ikke en farlig føring
Frygtede man nu for, at Richard Møller Nielsens berømte ord om, at 2-0 er en farlig føring, endnu en gang skulle gå i opfyldelse, slap man for skrækken. OB-målet vækkede hjemmeholdet, og blot tre minutter senere var to-måls føringen genskabt. Carrara erobrede bolden midt på OB's halvdel, tog et par træk frem og spillede bolden skråt til venstre, hvor en helt fri Magnus Häuser Nielsen dog fik sin afslutning blokeret af keeperen. Bolden røg imidlertid ud til Appelt, der fra feltets grænse nemt kunne sende den ind til sin anden scoring på dagen. Herefter var de blå/gule i fin kontrol, indtil der manglede få minutter, hvor OB pressede på for at skabe spænding i kampen. Her viste Viktor Anker i flere omgange sin landsholdsklasse og forhindrede nogle unødigt nervepirrende slutminutter. Kampens udmærkede dommer, Paul Knudsen, kunne fløjte af, og jubelen kunne bryde løs på Vestegnen.
Kampen i tal
Brøndby IF - OB 3-1 (0-0) 29. minut: Gult kort til Tobias Noer (BIF) 42. minut: 1-0; Karl Dines Appelt 50. minut: Gult kort til Jannik Pedersen (OB) 50. minut: Gult kort til Gregers Arndal-Lauritzen (BIF) 62. minut: 2-0; Oliver Carrara 66. minut: 2-1; Julius Eskesen 69. minut: 3-1; Karl Dines Appelt 71. minut: Jonas 'Mini' Madsen ind / Magnus Häuser Nielsen ud 73. minut: Gult kort til Simon Basler (OB) 74. minut: Janus Samuelsen ind / Tobias Noer ud 78. minut: Emil Bundgaard ind / Rasmus Grosen udSlutstillingen i U/17-Ligaen Brøndby IF's resultater Brøndby IF's næste sæson Der skal fra 3point.dk lyde et stort tillykke til samtlige spillere i truppen, alle trænerne og hele staben omkring det talentfulde hold. De har endnu en gang bevist at hårdt arbejde kan betale sig og danner baggrund for såvel kollektiv som individuel succes.