Anton Lyme: Brøndby er en fantastisk klub med fantastiske mennesker
Der ligger ingen dramatik bag, at Anton Lyme har sagt sin stilling som U/17-træner i Brøndby Masterclass op. Anton Lyme forklarer her baggrunden for opsigelsen

Der ligger ingen dramatik bag, at Anton Lyme har sagt sin stilling som U/17-træner i Brøndby Masterclass op. Anton Lyme forklarer her baggrunden for opsigelsen og ser samtidig tilbage på sin tid i Brøndby IF.FOTO: Brøndby IFI lørdags meddelte Anton Lyme, at han ved udgangen af året stopper som cheftræner for U/17-holdet i Brøndby Masterclass. Lyme har selv sagt sin stilling op, men understreger overfor 3point.dk, at det er sket helt uden dramatik af nogen som helst art. Tværtimod faktisk. - Jamen det er noget så kedeligt og udramatisk, at jeg som alenefar med unger hver anden uge har lidt problemer med at få det til at hænge sammen, når jeg et par gange i de uger både skal hente børnene og samtidig varetage aftentræningen. Så jeg var desværre nødt til at tage konsekvensen heraf og opsige min stilling i Brøndby. Det har bestemt ikke været en nem beslutning. Tværtimod, siger Anton Lyme, der kan se tilbage på en fantastisk tid i Brøndby IF. - Jeg har følt mig privilgeret fra dag et over at være en del af så fantastisk en klub. Jeg har haft fantastiske kollegaer, der både har støttet og udfordret mig. Dem kan jeg ikke rose nok. Brøndbys talentudvikling er i rigtig gode hænder. Og så har jeg arbejdet med spillere der har været topdedikerede og topdygtige. Det har været en kæmpe fornøjelse, understreger den snart tidligere Brøndby-træner og fortsætter. - Hele Masterclass har været gennem en stor udvikling i den tid, jeg har været der. Det har været spændende og lærerigt at være en del af. Jeg er helt sikker på, at med den retning og med den måde tingene bliver gjort på nu, så har man meget godt i vente fra Masterclass, siger Lyme og slutter af med at sende en tak afsted. - Jeg vil gerne takke alle i og omkring klubben for at have gjort min tid så mindeværdig. Mit håb er, at dette ikke bliver et farvel, men et på gensyn. En fantastisk klub med fantastiske mennesker, slår Anton Lyme fast. Anton Lyme kom til Brøndby IF og Brøndby Masterclass i sommeren 2018 fra en stilling som U/19-træner hos naboerne fra Hvidovre IF.