Anthony Jung: Det var fantastisk at mærke fansenes entusiasme
Brøndby indledte torsdag aften sæsonen mod finske Inter Turku med en 4-1-sejr. Det var Niels Frederiksens første betydende kamp som Brøndby-træner. Anthony Jung

Brøndby indledte torsdag aften sæsonen mod finske Inter Turku med en 4-1-sejr. Det var Niels Frederiksens første betydende kamp som Brøndby-træner. Anthony Jung spillede her alle 90 minutter, og han mærkede en enorm støtte fra lægterne. Europa League-kvalifikationen startede i går, hvor Brøndby spiller med fra første runde. Det blev til en 4-1 sejr til stor glæde for fans og spillere. Ifølge Anthony Jung gav opbakningen og sejren lidt ekstra gejst op mod kampen søndag. - Det var en dejlig start. Det giver lidt ekstra til på søndag, når vi starter på den måde. Det var også dejligt at se så mange fans. Det er ikke altid, der er så mange til første kamp i sæsonen, når det er mod et sådan et hold, på en torsdag og i sommerferien. Det betød meget, at vores fans kom med den samme entusiasme, siger Anthony Jung til 3point.dk. Jung spillede i en lidt anderledes rolle, hvor han var mere central i opbygningsspilet. Den rolle passer ham godt, men der er plads til forbedringer, hvis du spørger hovedpersonen selv. - Vi udvikler stadig på alting, da det stadig er de første skridt i et lidt anderledes system. Jeg var i en ny rolle, som jeg godt kan lide, men der er altid plads til forbedringer, og lige nu arbejder vi skridt for skridt. Brøndby havde sidste sæson lang vej frem til de eftertragtede europæiske pladser, og det var noget spillerne mindede hinanden om i cirklen før kampen. Det gav et ekstra gear. - I cirklen før kampen talte vi om, at vi virkeligt havde arbejdet røven ud af bukserne i slutningen af sidste sæson for at få de her kampe. Vi prøvede også at få det ind i hovederne som noget ekstra motivation, at vi var ikke kommet nemt hertil. Brøndby-spillerne har haft en lang pre-season op til kampen, hvor der både er blevet arbejdet hårdt fysisk og taktisk. Der er derfor blevet set frem til sæsonstart med glæde. - Når jeg tænker på at løbe i skoven eller lignende, så har vi blødt mentalt i opstarten. Det har været hårdt, så det er utrolig dejligt at sæsonen starter. Det er derfor, man gør de her ting. Det blev kun bedre af, at vi startede sæsonen med en sejr. Jung og resten af holdet tager søndag imod Silkeborg på Brøndby Stadion, hvor der blandt andet er gensyn med Svenn Crone. Det er første runde i 3F Superligaen, og den kamp fløjtes i gang klokken 18.