Anker vil starte på en frisk efter vinterpausen
Viktor Anker har kæmpet sig tilbage efter en skade og nærmer sig fulde omdrejninger. Han håber på, at kunne starte på en frisk efter vinterpausen. 18-årige Vikt

Viktor Anker har kæmpet sig tilbage efter en skade og nærmer sig fulde omdrejninger. Han håber på, at kunne starte på en frisk efter vinterpausen. 18-årige Viktor Anker blev i sommers hevet op i Superliga-truppen, hvor han skulle indgå i keeper-teamet med Frederik Rønnow og Mads Toppel. Men alligevel har U/19's Jacob Pryts Larsen primært været den keeper, der har været med på bænken, når de blågule har skulle spille Superliga-kampe og Mads Toppel har været skadet. Viktor Anker forklarer, hvordan det kan være: - Jeg har haft en skade, som har holdt mig ude i rigtig lang tid. Det har forløbet i lidt over et år. Når man kommer tilbage fra sådan en skade, skal man have en masse kamptræning og almindelig træning. Man siger, at det tager lige så lang tid at komme tilbage, som man har været skadet, siger han til 3point.dk og fortsætter: - Derfor er jeg i gang med at finde tilbage til mit niveau inden skaden, og samtidig bygge på, så jeg bliver endnu bedre. - Jeg er der måske ikke helt endnu. Jeg føler, at jeg er tæt på, hvilket også er hvad jeg får at vide. Men klubben mener ikke, at jeg er hundrede procent klar endnu. Derfor er det en bedre løsning at sætte Jacob (Pryts, red.) på bænken. Til gengæld har Anker stået flere kampe for klubbens U/19-hold, ligesom han også har vogtet buret for Reserveholdet flere gange. Kamptræning er nemlig vigtigt i genoptræningen. - Det er rigtig vigtigt for mig, at jeg får kamptræning. Det vægter både klubben og jeg rigtig højt, at jeg får. Så jeg tager rigtig gerne imod de U/19-kampe der er og de Reserveliga-kampe, der også har været. Er det så utænkeligt, at det er dig, der sidder på bænken til Superliga-kampene i foråret? - Det er slet ikke utænkeligt. Jeg håber, at tingene starter lidt på en frisk efter vinterpausen. Der bliver kamp til stregen. Brøndby hentede for knap to år siden en dengang 16-årig Viktor Anker i Næstved.