"Angst æder sjæle op"

Brøndby spillede søndag 1-1 med oprykkerne fra Vejle. Isoleret set et skuffende resultat for mange og hvad stiller man egentlig op med de følelser? Følgende tekst er skrevet af Juri Ahrskov Rao. Juri er underviser på Den Danske Filmskole og vil med udgangspunkt i sin kærlighed til Brøndby, skrive tekster til 3point.dk om hvad der rører sig i klubben. Og hvad der rører ham. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning. Da kampen mod Vejle var slut, hørte jeg en stemme foran mig på Sydsiden, som udbrød: “Så kender vi Brøndby igen”. Jeg kunne godt forstå hvad stemmen handlede om og hvor den kom fra. For jeg har også stået på tribunen i et årti, og set hvorledes mit elskede hold spillede sidelæns istedet for fremad. Set dem famle efter balance og struktur. Og mærke skuffelsens suk, som ugens sidste åndedrag og den kommende uges haltende begyndelse. I de sidste sæsoner skete der så noget helt andet. Vi havde en akse, som hed Rønnow, Nørgaard, Mukhtar og Pukki. Kun én er, som bekendt, tilbage - og han er skadet. Så meget er nyt, og hvis der er noget, som kan skræmme en Brøndby-tilhænger, så er det nye spillere, fordi vi bare har prøvet så meget, så mange gange. Men altså, fire point i to kampe. En målmand, som ser stærk ud, både i arme og fødder. En angriber, som har et mål og et oplæg, og en Kaiser, som ikke regerer endnu, men er ved at finde royalt fodfæste. Så hvad piver jeg egentlig over. Er jeg ved at blive én af dem, som kun kan se det halvtomme glas og nærmest leder efter ting, som kan gå galt, og ikke mere kan glædes over point og succes af frygten for mulighed for fiasko. Måske skal der ligefrem udvikles et navn til denne tilstand: Brøndbysk-omvendt-forventnings-fobi... Jeg indrømmer blankt, at det ikke er den mest mundrette “diagnose” verden har set, når man tænker på klassikere som pest og kolera, men den er ikke desto mindre dækkende for fænomenet. For vanskelighederne opstår jo ikke kun på banen. De opstår i mindst lige så høj grad inde i mit hoved, fordi jeg har forventninger og håb, og samtidig hader jeg at have forventninger og håb, fordi de gør mig nervøse, dirrende og ja, ligefrem bange. Bange for at blive skuffet, fordi jeg har så vanskeligt ved at håndtere at blive “svigtet” at den klub, som jeg har indgået et arrangeret ægteskab med. Og derfor har jeg sandsynligvis udviklet denne Brøndbysk-omvendt-forventnings-fobi, - jeg er bange for mine forventninger, men denne angst opstår jo kun fordi jeg har forventninger. Så løsningen ville jo bare være at være ligeglad og vente på at se hvordan det går. Men det er bare ikke en mulighed for mig. Jeg er jo Brøndby-fan. Jeg arbejder ikke med middelmådighed, lunken kærlighed eller tilbageholdt begejstring. Jeg vil have det hele og jeg vil have det nu og jeg vil have lov til at nyde forventningens glæde. Så jeg er i virkeligheden uden for pædagogisk rækkevidde. Jeg vil have det, som jeg også er bange for, og tillader mig så at brokke mig over det, når jeg får det. Så når jeg nu har planket en titel fra den tyske instruktør Rainer Werner Fassbinder, så er det fordi, at jeg hele tiden må minde mig selv om, at min angst ikke må æde min sjæl, men kun er et udtryk for, hvor stor min kærlighed og loyalitet er overfor klubben. Men måske havde han trods alt ret, ham som sagde - “At nu kender vi Brøndby igen”. For vi er en klub, som lever i øjeblikket, hvor forventninger og skuffelser, nederlag og sejre er en del af det fodboldliv og det fællesskab, som jeg aldrig vil undvære for noget, og som vil gøre, at den dag hvor vi sejrer for alvor, så vil min Brøndbysk-omvendt-forventnings-fobi ikke være min udfordring, men min velsignelse.