3POINT
Bolden(e) ruller igen på Brøndby Stadion

Teis Markfoged

Nyheder2. feb. 2021

Anføreren på Brøndbys første mesterhold fylder rundt i dag

Han var anfører, da Brøndby IF vandt sit første mesterskab, og siden var han med til at hjemføre yderligere seks mesterskaber til Vestegnen. I dag runder denne Brøndby-legende 60 år.

3point person
Steen Sørensen2. feb. 2021

I januar 1985 kom en lige knap 24-årig forsvarsspiller til Brøndby IF fra Køge Boldklub, hvortil han var rykket som blot.19-årig fra Glostrup IC. Den nytilkomne blev udnævnt til anfører på de blå/gules hold i 1. Division, og mindre end et år senere kunne han løfte mesterskabspokalen som tegn på, at Brøndby IF for første gang havde vundet DM for herresenior. Paradoksalt nok efter en kamp mod netop Køge Boldklub.

Forsvarsgeneralen blev i Brøndby som anfører frem til sommeren 1991, hvor han blev solgt til tyrkiske Trabzonspor. I den periode blev det til yderligere fire danske mesterskaber i 1987, 1988, 1990 og 1991 samt en pokaltitel i 1989. Desuden var han naturligvis en vigtig del af det Brøndby-hold med Morten Olsen som cheftræner, der i sæsonen 1990/91 spillede sig frem til semifinalerne i UEFA Cup.

Efter endt udlandskarriere vendte de blå/gules tidligere anfører retur til Vestegnen i januar 1996 og var med til at hjemføre både hans og klubbens sjette og syvende mesterskab i 1995/96 og 1996/97, inden støvlerne blev lagt på hylden med udgangen af 1996. Siden er det blevet til en fin trænerkarriere gående fra Danmarksserie- og assistenttræner i Brøndby over cheftrænerjobs hos Randers FC og OB samt et landstrænerjob på Færøerne.

I 1986 fik Brøndby-anføreren debut på det danske landshold, og da hans senere træner på Vestegnen Morten Olsen stoppede overtog han også anførerbindet for Danmark. Her kulminerede landsholdskarrieren en junifredag i 1992 på Nya Ullevi i Göteborg. Det var naturligvis Danmarks sensationelle europamesterskab, hvor hele 11 spillere i den danske trup havde enten en nutid eller en fortid hos Brøndby IF - deriblandt altså anføreren - hvoraf de syv startede inde i finalen mod Tyskland.

Navnet på den omtalte Brøndby-legende er naturligvis Lars Olsen, og lige præcis i dag runder Olsen 60 år.

Mest kommenterede nyheder