Anfører Röcker stolt af sit hold: Vi var der for hinanden
Benedikt Röcker var en stolt anfører efter Brøndbys 2-1-sejr over Randers. Han erkender, at alt ikke var perfekt, men holdet fik vist en reaktion ovenpå de førs

Benedikt Röcker var en stolt anfører efter Brøndbys 2-1-sejr over Randers. Han erkender, at alt ikke var perfekt, men holdet fik vist en reaktion ovenpå de første to kampe. Brøndby vandt søndag 2-1 over Randers FC, og spillede sig dermed tilbage på Superligaens tredjeplads. Det skete i en kamp, som Brøndby har meget ære af. Det mener i hvert fald holdets anfører, Benedikt Röcker. - Det føles rigtig godt. Ikke kun resultatet og pointene, men også måden. Særligt i første halvleg vandt vi en masse dueller, vi spillede hurtigt med bolden og var aggressive mod bolden. Alle de ting, vi har snakket om hele ugen, og som vi har arbejdet på. Nu fik vi endelig vores resultat, og det var det vigtigste i dag. Vi ville gerne have haft et clean sheet, men målet viser også, at alt ikke er perfekt i dag. Men det er en god følelse, vi står med, for vi fortjente det i dag, siger Röcker til 3point.dk. - Vi viste en reaktion på de første to uger, for det var ikke Brøndby værdigt, og det gjorde vi. Alle gjorde deres arbejde i dag, og så er det svært at spille mod os. Vi har god kvalitet, både med og mod bolden. Man kunne allerede onsdag mærke, at noget havde ændret sig, og det skal vi fortsætte med. Det var første gang, at Benedikt Röcker havde Martin Retov som cheftræner, og han har kunne mærke en forandring i truppen i den forgangne uge efter trænerskiftet. - Det er selvfølgelig en forandring, når det er en anden der står på sidelinjen. Men det var ikke kun Martin og Matse, der gjorde det godt i dag. Vi kunne mærke, at alle bragte deres spil på banen, vi kommunikerede hele tiden, og vi var der for hinanden. Det er Brøndby, og det er sådan vi spiller. Selvfølgelig kunne vi have scoret det tredje mål, men pointene var det vigtigste i dag. Inden kampen havde anføreren også det sidste ord, og her opfordrede han sit hold til at vise stolthed overfor de mange fans, der var kommet for at bakke spillerne op. - Jeg sagde til drengene, at vi spiller hjemme, vi trækker den gule og blå trøje over hovedet, og vi er nødt til at vise det fra første minut, og det synes jeg, vi gjorde. Næste opgave for Röcker og Brøndby er allerede på torsdag, hvor Vendsyssel FF venter i Sydbank Pokalen.