Andrew Oseni: Motiverende at se spillere som Kabongo og Frendrup
I august sætter 3point.dk fokus på Masterclass med en artikelserie, som omhandler livet i og omkring en af Danmarks største ungdomsfodboldafdelinger. I dag har

I august sætter 3point.dk fokus på Masterclass med en artikelserie, som omhandler livet i og omkring en af Danmarks største ungdomsfodboldafdelinger. I dag har vi talt med Andrew Oseni fra klubbens U/17-hold om omstillingen til ny spillestil. Der er sket mange ting i Brøndby Masterclass denne sommer. Ungdomsholdene skal i højere grad til at spille ligesom førsteholdet og det er især nyt for U/17-mandskabet, som dermed også ændrer formation. De har samtidig fået ny træner i form af Anton Lyme, som er kommet til klubben fra Hvidovre. Men overgangen er generelt gået godt i pre-season, fortæller U/17-holdets Andrew Oseni. - Der er meget nyt, for der er kommet mange nye trænere og en ny spillestil. Overgangen har været fin og vi er meget åbne over for Superliga-holdets spillestil. Men samtidig er det jo også en ny formation, siger han til 3point.dk. Oseni er selv en af dem, der skal lære meget nyt. Han var nemlig tidligere kantspiller, men spiller angriber i det nye system. Det kræver tilvænning, men han tror på, at det kan blive godt, for han har kvaliteter, der passer godt ind i spillestilen. - Vi spillede før 4-3-3 med kanter og nu spiller vi uden kanter og med diamant på midten. Det skal man selvfølgelig vænne sig til. Jeg var kant før og nu er jeg angriber. - Vi spiller med to angribere, så vi gør det, at den ene angriber falder ned i rummet og så er det mig, der skal løbe dybt. Jeg har en masse fart og det er en af mine styrker, men jeg har også en masse aggressivitet i mit spil og i presset. Jeg løber en masse meter for holdet. Godt med rød tråd fra U/17 til U/19 til Superliga Oseni og holdkammeraterne har generelt taget godt imod ændringerne og Oseni forudser at det bliver lettere at rykke fra henholdsvis U/17 til U/19 og også fra U/19 til Superliga. - Vi synes det er en god ting, for det giver en bedre chance for at komme op på førsteholdet. Men det kommer til at kræve tilvænning og koncentration. Det er sådan Superliga-holdet spiller, så det er er logisk, at det også er sådan vi skal spille. Det gør det nemmere at rykke op. For så er man vant til det og skal ikke tænke så meget over løbemønstre, men følge sit instinkt. - Det er rigtigt, at der er mange der taler om, at der ikke er så mange, der slår igennem i Brøndby af egne talenter. Men på den anden side tænker jeg, at Brøndby er et godt sted for mig til at blive en bedre fodboldspiller og hvis jeg ikke skulle klare den her, så kan jeg tage det med videre. - Jeg er ikke bange for den udfordring her. Jeg vil være rigtig glad, hvis jeg kan slå igennem i Brøndby og det er selvfølgelig mit mål, men hvis det ikke sker, kan jeg tage al den viden og erfaring med, som jeg har fået her. Han fortæller videre, at det er motiverende for spillerne i Masterclass at se andre Masterclass-talenter tage den hele vejen til førsteholdet og Superligaen. - Spillere som Joel Kabongo og Morten Frendrup, der kommer op, giver bare en motivation. Det gør, at man bare giver den ekstra gas. Kan drille de andre U/17-holdet sparker den nye sæson i gang på lørdag i Farum. Oseni forudser en svær sæson, for der er mange dygtige hold i ligaen, men han tror også på, at Brøndby kan drille dem med spillestilen. - Denne sæson bliver nok svær for os, for nogle af de andre modstandere har også nogle stærke kræfter. Vi skal bare gå ud og give den gas og løbe en masse meter. Hvis vi står sammen, kan vi godt få en god sæson og komme i top tre, tror jeg. - Vi har snakket meget om, at vi også kan komme til at drille nogle af de andre med vores spillestil. Andrew Oseni fremhæver holdkammeraten Laurids Brandt Andersen som en fra U/17-holdet, man skal holde øje med i den kommende sæson. Andrew Oseni Årgang 2002 (andenårs U/17) Angriber Højrebenet 2.G på Greve Gymnasium Kom til Brøndby som U/13-spiller