Andrew Hjulsager - midtbanespilleren, der blander sig med angriberne
Andrew Hjulsager er efterårets mest scorende midtbanespiller. Han blander sig i topscoerlistens selskab primært med angriberne. Vi sætter fokus på Brøndbys-spil

Andrew Hjulsager er efterårets mest scorende midtbanespiller. Han blander sig i topscoerlistens selskab primært med angriberne. Vi sætter fokus på Brøndbys-spilleren. Mange havde måske afskrevet Andrew Hjulsager inden denne sæson. Af flere grunde. Under tidligere trænere blev Hjulsager primært brugt som kantspiller, og Alexander Zorniger spiller ikke med kanter. En anden grund var, at det på trods af tre sæsoner i Superliga-truppen, ikke for alvor var blevet til det helt store gennebrud. Men så bragede han pludselig igennem... Denne julekalender er sponsoreret af No. 31 - Wine & Food. Læs mere om dem og deres tilbud til 3point.dk's læsere her. En tysker kom til Vestegnen og Andrew Hjulsager fik forløst sit potentiale. Et nyt system med aggressivt pres og et krav om mange meter i benene, var noget af det, der skulle til. Bag denne julekalenderlåge gemmer sig en artikel, hvor vi kigger lidt nærmere på Andrew Hjulsagers efterårssæson. Lad os starte med lidt Andrew Hjulsager-stats. For det er faktisk ganske imponerende, hvad han har leveret i denne sæson. ♦︎ 19 Superliga-kampe har kastet syv mål (0,4 pr. kamp) og fire assists (0,2 pr. kamp) af sig. I sidste sæson havde han også 19 optrædender, hvor det blev til et enkelt mål og en enkelt assist, så der er klart sket forbedring i slutproduktet. ♦︎ Seks af Hjulsagers scoringer i denne sæson er scoret med højrebenet, mens et enkelt er scoret med venstrebenet. ♦︎ Han løber i gennemsnit 11.571 kilometer pr. kamp og er dermed den mest løbende Brøndby-spiller. ♦︎ Han er den Brøndby-spiller, der har vundet tredjeflest tacklinger i sæsonen med 34 (kun overgået af Christian Nørgaard med 49 og Lebogang Phiri med 43). Kilde: Superliga.dk Flittigt scorende 8'er Med udgangspunkt i nogle af statistikkerne, talte vi efter søndagens kamp mod FC Midtjylland med hovedpersonen selv, som da også er godt tilfreds med sin udvikling i efteråret. - Jeg er utrolig tilfreds med den udvikling, vi har været igennem som hold og den udvikling jeg selv har været igennem. Det har været mit bedste halvår. Jeg tror ikke, at jeg har startet så mange kampe i de sidste tre år sammenlagt, som jeg har gjort i dette efterår. Jeg har lavet syv mål og fire assists. Det har været dejligt at kunne vise de ting, jeg kan. Kigger man på topscorerlisten, befinder Hjulsager sig relativt højt på listen. Det er værd at bemærke, at han udelukkende er overgået af angribere (Teemu Pukki, Marcus Ingvartsen, Kamil Wilczek, Jeppe Kjær og Mikael Ishak), mens han har scoret samme antal som angriberne Kim Aabech og Davit Skhirtladze. - Jeg tror ikke der er andre midtbanespillere i ligaen, der har scoret lige så mange mål, som jeg har. Det er noget jeg gerne vil og noget jeg skal kunne. - I dette system ligger jeg som 8'er, men i et andet system ville jeg nok ligge som 10'er. Det er vigtigt for mig, at jeg også stadig bidrager med det, selvom jeg skal lave mere defensivt. Andrew Hjulsager har fuldstændig ret i, at han er den mest scorende midtbanespiller. Thomas Delaney har scoret seks og Jakob Poulsen fem. De ligger som de nærmeste centrale midtbanespillere. Blevet presset hårdt Men på trods af de mange mål og assists, arbejder Hjulsager også defensivt fra sin position som 8'er. Det er han simpelthen nødt til, hvilket også viser sig ved de 34 vundne tacklinger, som er tredjeflest på Brøndby-holdet. - Det er selvfølgelig en anden position, end jeg har spillet tidligere. Det er markant hårdere og der er meget mere plads, der skal dækkes. Jeg er blevet rykket ind centralt og lidt mere tilbage på banen. Hvis man kommer forbi der, er der meget åbent inde i midten. Så jeg har skulle lægge noget på i mit forsvarsspil, og det synes jeg, at jeg har været god til. - Jeg er blevet presset hårdt på det og får stadig at vide, hvis det ikke er godt nok. Jeg arbejder på alle aspekter i mit spil og det defensive er noget, man skal kunne i international fodbold. Jeg har rykket mig meget i denne sæson. Der er nogle ting, jeg altid har vidst, at jeg kunne, men som jeg tidligere kun har fået vist i momenter. Vil vinde sølv Brøndby er gået på vinterpause på en solid andenplads, hvor der er hele ti point ned til forfølgerne. Men der er også 11 point op til førerholdet FC København og de er bare svære at hamle op med i denne sæson, erkender Hjulsager - Hvis man kigger på tabellen, burde vi med to point i snit måske ligge tættere på førstepladsen, men FCK har gjort det helt suverænt. Derfor er målsætningen klar, mener han. Der skal sølvmedaljer på bordet på Vestegnen. - De skal smide mange point, og det gør de nok ikke, samtidig med at vi skal undgå svipserne. Vi har et ungt hold, så det tror jeg ikke, vi kan barbere helt væk endnu. Det går vi efter, men vi skal også gå efter at vinde sølv, og så må vi se, hvor langt vi har op til FCK. Nu glæder han sig dog i første omgang til en velfortjent ferie. - Det har været hårdt. Vi havde næsten ikke noget sommerferie, vi er blevet kørt hårdt og har spillet mange kampe. Det bliver dejligt med en god og lang juleferie. Vi har fået et løbeprogram med hjem. Vi ønsker Andrew Hjulsager, midtbanespilleren der blander sig med angriberne, en rigtig god jul. SE LÆKRE HJULSAGER-SCORINGER HER I ÅRETS MÅL 2016-AFSTEMNINGEN
Tilbud til 3point.dk's læsere fra julekalenderens sponsor
Julekalenderen er sponsoreret af No. 31 - Wine & Food. 3point.dk er glade for at No. 31 støtter op om vores arbejde og det glæder også redaktionen, at vinbar og restauranten kommer med et godt tilbud til vores læsere. - Det arbejde og den dedikation som 3point.dk lægger for dagen er beundringsværdigt, og det vil vi gerne støtte op om hos No. 31. Samtidig vil vi gerne give de mange læsere en mulighed for at lære vores sted at kende. Derfor kan alle læsere af 3point.dk få 25% på hele regningen, hvis de booker et bord på www.restaurant31.dk i løbet af december eller januar. De skal blot angive "3point.dk" i beskedfeltet, når de booker deres bord. Så vil vi se frem til at byde dem velkommen til en god aften, udtaler Mads Harboe, som er stifter og medejer hos No. 31. Du kan altså sikre dig 25% rabat på både mad og drikke, hvis du booker bord via hjemmesiden i december eller januar. Husk at anføre, at du har set reklamen på 3point.dk. Du kan booke bord og se menukortet her.