Teis Markfoged
Andreas Pyndt skifter til Silkeborg IF
Han har været en profil i NordicBet Ligaen denne sæson. Nu har Silkeborg IF sikret Pyndt på en lang kontrakt.

Andreas Pyndt er egentlig stadig på kontrakt i Brøndby et par uger endnu. Der har været rift om den elegante defensive playmaker, men i dag, tirsdag har Silkeborg IF meldt ud, at de har sikret hans underskrift på en 4,5-årig aftale. En fri transfer. Pyndt udtaler til silkeborgif.com
- Det er et vildt spændende projekt i Silkeborg, som jeg meget gerne vil være en del af. Spillestilen passer mig rigtig godt. Jeg har mine forcer på bolden, og jeg kan godt lide at suge spillet til mig og sætte gang i de fremadrettede pasninger.
Silkeborg gør det igen
Silkeborg er både vant til at spille med en dyb playmaker og til at nappe profiler i den næstbedste række. Sportschef Jesper Stüker fortæller om hård konkurrence fra andre klubber.
– Vi har længe fulgt Andreas Pyndt, som har været en af de mest iøjnefaldende profiler i NordicBet Ligaen denne sæson, hvor han har været en nøglespiller på et stærkt Hvidovre-hold. Vi er meget glade for, at det er lykkedes os at hente Andreas i tæt konkurrence med andre klubber. Vi ser Andreas som en utrolig bold- og pasningssikker samt hårdtarbejdende midtbanespiller med styrker i både den offensive og defensive del af spillet.
Andreas Pyndt nåede at spille 30 kampe for Hvidovre med fire mål og otte assists til følge.
Teis Markfoged © All rights reserved