Teis Markfoged
Andreas Bruus sikrede Brøndby IF point i sidste sekund
Andreas Bruus diskede op med en sen udligning, da han gjorde det til 2-2 på udebane mod FC Midtjylland.

Trafikken lå tungt over det danske Store Bededag-landskab torsdag eftermiddag, så turen fra Vestegnen til Herning var lang. Måske var det et forvarsel om, hvad der ventede Brøndby-defensiven i opgøret mod det guldjagtende hjemmehold.
Niels Frederiksen havde ikke fundet plads til derby-helten Mathias Greve i sin startopstilling på Heden, men til gengæld var både Andreas Maxsø og Anis Slimane tilbage efter at have afsonet karantæne.
FCM kom blæsende ud af starthullerne, og der var ikke spillet meget mere end et par minutter før Mads Hermansen måtte diske op med en kæmperedning.
Men de blå/gule fik ædt sig bedre og bedre ind i opgøret. De stod i perioder dybt, men truede på omstillingerne, og det var netop en sådan, som sikrede Brøndby et føringsmål. Christian Cappis brød bolden midt på banen og lagde den til siden til Anis Slimane, der spillede Simon Hedlund i dybden i højresiden. Han ventede på det rette løb, inden han lagde et godt cutback til selv samme Cappis, der satte indersiden på og scorede.
Hjemmeholdet trykkede på, og i perioder stod Brøndby meget dybt, men de havde det meste af tiden okay styr på det. Til gengæld manglede der lidt skarphed fra særligt Slimane i omstillingerne, så chancerne den anden vej blev ikke helt spillet store nok.
Traffikken mod Brønbdbys mål fortsatte i anden halvleg, men med lidt mere skarphed kunne Brøndby have lukket kampen. Bruus testede FCM-målmanden, men han reddede flot. På det efterfølgende hjørnespark headede Slimane på overliggeren.
Hjemmeholdet skulle bruge en sejr og kastede naturligvis gradvist alt frem. Presset blev tungere og tungere på Brøndby, som bare stod og parerede. Det holdt da heller ikke.
Hermansen havde stået en god kamp, men med ti minutter igen så han ikke for god ud, da Evander gled gennem feltet i højresiden og sparkede bolden i mål ved den korte hjørne fra en meget spids vinkel.
Det bragte naturligvis troen tilbage på tingene på MCH Arene, der nu igen havde snor i ligaens førerhold. Blot et par minutter efter Evanders mål, havnede bolden pludselig hos Anders Dreyer i feltet og han sparkede den med største selvfølgelighed i nettet til 2-1.
Men i kampens allersidste sekunder gjorde Brøndby det onde ved FCM og Bo Henriksen. Noget med 2018 og Bo Henriksen og en jubel. Måske huskede Andreas Bruus det. Han hakkede i hvert fald bolden i kassen til 2-2 til allersidst.
Dermed fik Brøndby point for anden kamp i træk, da det endte med pointdeling på MCH Arena.