Andreas Bruus - en Brøndby-fan der oplevede skuffelsen indefra
Andreas Bruus har været en del af Brøndby IF's førsteholdstrup i denne sæson, og det har betydet meget for den unge angriber, at komme ind på det hold, han har

Andreas Bruus har været en del af Brøndby IF's førsteholdstrup i denne sæson, og det har betydet meget for den unge angriber, at komme ind på det hold, han har elsket siden sin tidlige barndom. Mange Brøndbyfans havde nok set frem til den spændende duel om det danske mesterskab, men det løb ud i sandet med Brøndbys to uafgjorte resultater i de to sidste runder. Det gjorde ondt. Også på spillerne, som har leveret alt hvad de kunne gennem sæsonen. - Selvfølgelig er det noget, du kan lære af, men det er lige så meget som Brøndby-fan. Jeg har været Brøndbyfan lige siden jeg startede med fodbold da jeg var 4-5 år, så det gjorde ekstra ondt, da der blev fløjtet af mod Horsens. Vi har været fantastiske gennem hele sæsonen, og det er et ærgerligt tidspunkt at droppe på. Lige nu handler det om at sluge den, både som Brøndby-spiller og som Brøndby-fan, og ellers bare se frem til næste sæson, for der kommer vi lige så stærkt ud, siger Andreas Bruus til 3point.dk. Netop som Brøndby-fan har det gjort ekstra ondt at opleve skuffelsen helt indefra truppens kerne. - Det er en speciel tid. Som Brøndby-fan gør det ondt, men nu er jeg en del af det, så det handler også om at holde skruen lige i vandet og så bare blive ved med at kæmpe videre, både på træningsbanen og til næste kamp. Både drengene, trænerteamet og hele staben har jo givet alt hvad de kan, så den er svær at sluge lige nu, men der er blevet givet alt hvad der kunne gives. En af de ting, der har gjort størst indtryk på Andreas Bruus har været at opleve klubbens fans, som har været med hele vejen. - Det er fuldstændig vanvittigt, og det har været en drøm lige siden jeg var helt lille. Jeg har været på stadion lige siden jeg var fem år gammel, og jeg har siddet og kigget ned på Sydsiden hver evig eneste weekend. Bare det at komme ind til den stemning, det giver kuldegysninger. Man kan også bare kigge op, når vi kommer på udebane, for du føler dig ikke på udebane. Du føler dig hjemme uanset om du spiller i Jylland, på Fyn eller herhjemme. Du har altid fansene i ryggen. De har været helt fantastiske gennem hele sæsonen, og det giver fandeme kuldegysninger hver gang, uanset om man så bare går ud og tjekker banen inden opvarmning, så giver det bare kuldegysninger hver gang. 19-årige Andreas Bruus har kontrakt med Brøndby IF til sommeren 2019.