3POINT
Nyheder22. sep. 2019

Anders Randrup: Det mest fantastiske sted at spille fodbold i Danmark, det er på Brøndby Stadion

Anders Randrup synes stadig, at det er sjovt at spille fodbold, men er begyndt at tænke over, hvad fremtiden skal bringe, og kan kigger mod tech- og startup-mil

3point person
3point.dk22. sep. 2019

Anders Randrup synes stadig, at det er sjovt at spille fodbold, men er begyndt at tænke over, hvad fremtiden skal bringe, og kan kigger mod tech- og startup-miljøet. Den tidligere Brøndby-spiller tænker i interviewet tilbage på sin debut for de blå/gule, og hvor stor en oplevelse det var. Anders Randrup har haft en rasende flot fodboldkarriere, som ikke er mange forundt. Han er noteret for en landskamp, har spillet i udlandet, og så startede han inde, da Brøndby vandt pokalfinalen i 2008. I alt blev det til 161 officielle kampe for de blå/gule ifølge brondbystats.dk. Og klubben har en stor plads i den 31-årige forsvarsspillers hjerte. - Brøndby har en kæmpe plads i mit hjerte og det vil klubben altid have. Jeg følger meget med. Selvom der har været rigtig stor udskiftning, som der er i fodboldverdenen, så kender jeg stadig et par stykker derude. Så jeg følger stærkt med, fortæller Anders Randrup til 3point.dk, og fortæller om sit venskab med Michael Tørnes. - Der er jo desværre ikke så mange tilbage, men Michael Tørnes er en rigtig god kammerat. Han var lige til vores yngste datters barnedåb her forleden, så vi har stadig et rigtig godt forhold. Han er mit bindeled. Det mest fantastiske sted at spille fodbold i Danmark, det er på Brøndby Stadion Anders Randrup får stadig gåsehud, når han tænker tilbage på sin tid på Brøndby Stadion, som i hans optik er det mest fantastiske sted at spille fodbold i Danmark. - Jeg følger med i nyheder og TV, når jeg kan. Desværre gør mit eget arbejde med fodbold, at det ofte bliver lidt svært. Men man skal jo se fodbold på stadion, så da jeg var derude sidst, så fik jeg også den samme gåsehud, som jeg fik, da jeg selv spillede. Det er jo det mest fantastiske sted at spille fodbold i Danmark, det er på Brøndby Stadion. - Det bedste ved Brøndby er det sammenhold, som der er i hele klubben. Og at vokse op som ungdomsspiller i Brøndby og tage skridtet ind på Brøndby Stadion, det er en fantastisk følelse, som er få forundt, men som jeg altid vil have med mig. Jeg tror, at det er det sammenhold, som er det stærkeste. Adspurgt om sit bedste Brøndby-minde, så er Randrup ikke i tvivl. Og igen handler det om gåsehud. - Selvfølgelig min debut. Jeg tror ikke, at man kan forberede en ung knægt på 18 år og skulle træde ind på Brøndby Stadion. Det er noget, som jeg altid vil tænke tilbage på. Fuldstændig fantastisk. Den gåsehud der, fortæller Randrup og giver sit bud på Brøndbys status i denne sæson. - Jeg tror, at Brøndby stadig er i en opbygningsfase. Men jeg tror, at der er noget rigtig godt i gang. Jeg er ikke så sikker på placeringen i år, men jeg synes, at der er sat nogle gode personer ind på diverse positioner - også højere oppe i klubben - som gør, at fremtiden ser rigtig lys ud. Kigger på tiden efter fodbold 3point.dk mødte Anders Randrup til den danske tech-konference TechBBQ, som ud over Anders Randrup også blev gæstet af Kronprins Frederik, Kronprinsesse Mary og 6997 andre gæster over to dage. Her var han inviteret af Valuer, som er en AI-baseret platform, der giver virksomheder som Microsoft, PwC, Barclays og BMW en oversigt over, hvilke startups der udvikler sig bedst og hurtigst. - Jeg er sindssygt interesseret i tech-verdenen, og det her miljø, der er i startup-verdenen. Det synes jeg er vildt inspirerende. Tidligere har jeg selv haft mig egen virksomhed ved navn JIGGLER, hvor jeg var med til at udvikle en app, som skulle lokke nye kunder og gæster til caféer og restauranter. Det gik egentlig meget godt, men jeg havde ikke tid til, at det kunne blive en ordentlig succes. Det gav mig dog et godt netværk, hvilket jeg er glad for. - Jeg har tidligere læst på CBS, men blev aldrig helt færdig på grund af fodbolden, som spændte ben for det. Jeg kan fortsætte, men jeg er ikke helt sikker på, at jeg kommer til det, da jeg stadig har lidt forbindelser til tech- og startup-verdenen. - Valuer er en flok skønne mennesker, synes jeg. Og jeg kender også nogen af dem fra mit tidligere arbejde i den lille startup-virksomhed, som jeg havde. Derfor er jeg med dem i dag for at få noget sparring, åbne nogle døre og måske også få ind fod indenfor i den forbindelse, for jeg skal jo ikke spille fodbold for altid. Så derfor er det måske også fornuftigt at bruge min tid på det, når jeg ikke spiller fodbold. Stadig sjovt at spille fodbold Indtil videre er Randrup stadig mest optaget af fodboldverdenen, og han forlængede i maj sin kontrakt med svenske Helsingborg, så den nu løber til udgangen af 2020. - Jeg spiller i Helsingborg, hvor vi er i gang med en eller anden form for transformation efter at have været nede i den næstbedste række, men er kommet op igen. Vi har haft en hård første sæson tilbage i den bedste række, men det er en klub, som er en gammel mastodont, og som er ved at rejse sig igen med en masse stjernespillere. Der er blandt andet Andreas Granqvist, Alexander Farnerud er det faktisk også - en gammel kending i Brøndby - Tobias Mikkelsen, Anders Lindegaard…. så det er jo mange gamle profiler, som er der, og unge talenter. Det er et sjovt sted at være, og for mig personligt, så synes jeg stadig, at det er sjovt at spille fodbold. Og jeg synes stadig, at det går godt, så det er et sjovt sted at være rent fodboldmæssigt, udtaler Randrup, som stadig ser en fremtid inden for fodbolden; - Jeg er 31, og jeg synes, at det går godt. Det har været en blandet sæson med tre trænere. Nu har vi lige fået Olaf Mellberg, som også er en kæmpe personlighed. Så ja, jeg har en fortid, men jeg tror også på, at jeg har en lille fremtid i Helsingborg. - Lige nu har jeg kontrakt næste kalenderår med, og det er jeg egentlig meget tilfreds med. Så længe, at jeg synes det er sjovt, og at kroppen kan følge med. Og jeg føler, at jeg kan gøre en forskel, så spiller jeg fodbold. For det er ikke noget, som man får tilbage, at spille fodbold på det niveau. Så lige nu synes jeg, at det er rigtig sjovt, og så bliver jeg ved, slutter Randrup. Hvis du vil følge Anders Randrups fremtidige karriere, så kan du finde ham på LinkedIn her.

Mest kommenterede nyheder