
Michael Jakobsen
Analyse: Tysk dieselmaskine uden overraskelser
Brøndby har fået præcis den spiller, de så i udstillingsvinduet – en bundsolid venstre back, der leverer et højt bundniveau og giver stabilitet uden at larme.

Tyske Mats Köhlert kom som profil fra Heerenveen, hvor han havde været anfører. En spiller med en klar identitet, som Brøndby hentede ind for at skabe stabilitet og konkurrence på venstre back – og i praksis ikke bare udfordre, men sende Marko Divkovic ud i mørket.
Ser man bort fra den skade, han pådrog sig i Steve Coopers debut mod FCK, har Köhlert spillet fast. Først som venstre wingback under Frederik Birk, siden som rendyrket back under Cooper.
En klassisk rugbrødsback
Mats Köhlert er - helt nøgternt - en rugbrødsback. Men ment som ros. For det lyder måske tørt, men i virkeligheden er det præcis det, Brøndby har fået: en arbejdsom, bundsolid venstre back med et højt bundniveau og en klar rolleforståelse.

Kasper Pedersbæk © All rights reserved
Han er en fysisk løbemaskine, hvilket både er italesat i klubben og tydeligt at se på banen. Men han har også flere konkrete forcer, der gør ham værdifuld i Brøndbys setup.
On field production
Helt kort: Det her er det, Brøndby får fra Mats Köhlert:
Defensiv duelstyrke:
Köhlert vinder sine fysiske konfrontationer. Han rangerer som en af Superligaens mest dominerende defensive backs målt på vundne dueller samtidig med han indgår i en høj volumen (af defensive dueller). Han er forudseende og god i restforsvaret.

Kasper Pedersbæk © All rights reserved
Boldfremdrift:

Kasper Pedersbæk © All rights reserved
Han driver bolden godt frem i banen og får flyttet spillet. Et tydeligt eksempel er aktionen mod Silkeborg, hvor han modtager på egen halvdel og tager bolden dybt ind på modstanderens ditto, før han slår indlægget. Det er et mønster, ikke en undtagelse.
.png)
Kasper Pedersbæk © All rights reserved
Indlæg og xA:
Köhlert leverer en fornuftig volumen xA (chanceskabende afleveringer) – en del heraf fra dødbolde – og han er markant mere præcis i sine indlæg end mange af ligaens tilsvarende spillere. Volumen er ikke ekstrem, men kvaliteten i træffet er god.

Kasper Pedersbæk © All rights reserved
Lav offensiv tilstedeværelse på et punkt:
Han er ikke en måltrussel. Han skyder næsten ikke (0.2 skud pr. 90) og har begrænset felt-tilstedeværelse. Når han endelig kommer derind, mangler outputtet – som illustreret mod Silkeborg. Så i form af mål er det ikke det de skal forvente på Vestegnen.

Kasper Pedersbæk © All rights reserved
Driblinger:
Måden han kommer fri til indlæg på er ikke via driblinger. Han er under 1,00 dribling / udfordring pr. 90, og det er ikke der, hans værdi ligger. Han er en powerspiller, en dybdeløber der profiterer på en hurtig boldomgang, som kan sende ham i en indlægsgunstig position.
Köhlert i Holland – og en kroatisk sammenligning
Sammenholder vi med hans tid i Heerenveen, er billedet nærmest én-til-én. Brøndby har fået den spiller, de scoutede.
Grafikken herunder viser en bemærkelsesværdig konsistens i performancedataene. Den største forskel er, at han i Brøndby vinder flere defensive dueller end i Holland, mens han i Heerenveen havde en højere volumen af kædebrydende afleveringer.

Kasper Pedersbæk © All rights reserved
Sammenligner man med Marko Divkovic (2024/25-sæsonen som wingback, så billedet ikke mudres af hans nuværende rolle), bliver det tydeligt, hvilken type skifte Brøndby har foretaget:
- Divkovic: offensivt mindset, mere i feltet, flere skud, markant højere volumen af indlæg (men med lav træfprocent), flere driblinger.
- Köhlert: defensivt stabil, duelstærk, bedre boldfremdrift, mere kontrolleret indlægsproduktion.

Kasper Pedersbæk © All rights reserved
Det er med andre ord et skifte fra offensiv varians til defensiv stabilitet tilsat en god indlægsfod.
Hvad Brøndby fik – og hvad der ligger foran
Mats Köhlert giver Brøndby defensiv sikring. Han læser spillet godt, lukker farer ned tidligt og er generelt pålidelig i sin håndtering af én-mod-én-situationer. Han er boldsikker, har en stor motor og leverer solide indlæg.
Men han er ikke en dribler, og han er ikke en spiller, der udfordrer og skaber overtal alene. For at få mest ud af ham kræver det et setup, hvor han bliver sat op i fart – gerne i løbebanen – og får pasninger, der rammer hans dynamik.
Til gengæld åbner han for, at man kan have en mere offensiv back på modsatte side, som fx Villadsen. Det giver en god intern balance.
Konklusion: What they saw was what they got
Brøndby har fået præcis det, de så i Holland: en bundsolid, arbejdsom og pålidelig venstre back med højt bundniveau og få udsving. Köhlert har leveret som forventet, og transferen peger utvetydigt mod pil op.
Der kan stadig lægges på offensivt på nogle punkter, men som helhed er Brøndby blevet styrket af tilføjelsen af Mats Köhlert.