.jpg%3F2026-07-03T14%253A08%253A24.924Z&w=3840&q=75)
Teis Markfoged
Analyse: Sidelæns i Vejle
Brøndby tog alle tre point med hjem fra Nørreskoven, da de mandag aften vandt 1-0 mod oprykkerne fra Vejle BK. 3point.dk bringer her en række nedslag fra kampen, der bød på tålmodighed og langsomt spil.

Brøndby vandt på udebane med 1-0 mod Vejle mandag aften, i en kamp, hvor Jesper Sørensen fastholdt stammen fra runden forinden. Dog med den justering at Marko Divkovic havde spillet sig på venstre wingback fremfor Blas Riveros. Der har dog været en række mindre justeringer siden den 3-5-2 vi så Brøndby stille op med tidligere under Jesper Sørensen:

Kasper Pedersbæk © All rights reserved
- Mod bolden presser Brøndby i en 3-4-3, hvor Vallys går op på (venstre) siden af Omoijuanfo
- Med bolden er det en 3-1-4-2 wingbackerne skubber op p siden af Wass, mens Greve skubber op parallelt med Vallys, så trekanten bliver vendt med Wass som den dybe spids, og de to øvrige i hvert sit halvrum
- Ligeledes med bolden var det Omoijuanfo og Kvistgaarden der lå i den forreste kæde
Det blev en kamp præget af et hjemmehold, der gik med livrem og seler i en meget defensiv og afventende 5-3-2 (grænsende til en 5-4-1), hvor Vejle stod dybt og med kort afstand mellem kæderne, hvilket efterlod Brøndby med et tæt på ikke-eksisterende bagrum at spille i. Det udfordrede de blågule til at søge mellemrumsspillet, en disciplin det dog var for trægt med.
Nedslag fra kampen
- Begge wingbacker skal stemple højt mod så dybt hold for at skabe bredden i angrebsspillet
- Marko Divkovic er et reelt alternativ til wingbacken
- Det gik for langsomt i boldomgangen
- Jesper Sørensen har formet en rolle til Daniel Wass der bekommer den rutinerede spiller godt
- Frederik Alves har fået en revival som midterste stopper
- Vejle stod dybt og kompakt
- Begrænsede Vejles offensive produktion til under 0,5 xG
- Patrick Pentz og Yuito Suzuki fik debut
- Minutter til Schwartau
Analyse
Divkovic kom flere gange fint med i siderummet, og blev en reel station i angrebsspillet, mens det i højre side var mindre bidragende fra Kevin Mensahs side af. Den rutinerede back havde dog retfærdigvis flere gange et blik for, når Henrik Heggheim lavede et overlap over tilbød sig som en aftager til bolden (en situation der i øvrigt ledte til straffesparket til Brøndby - kom efter indlæg fra Heggheim).

Kasper Pedersbæk © All rights reserved
Udfordringen for Brøndby var at det blev alt for meget spil på ydersiden af Vejles hold, der pakkede sig. Både Jacob Rasmussen og Henrik Heggheim skubbede ellers fint frem på linje med Wass, men indspillet til mellemrummet lykkedes for sjældent, trods både Vallys og Greve fik fripas til at operere heri. For Kvistgaarden og Omoijuanfo var det en hård aften, Vejles tre stoppere gav dem det nummeriske overtal, hvorfor de kunne tillade sig at lade en stopper følge en af Brøndbys angribere hver gang denne trak ned i banen for at modtage bolden. Brøndby havde en svær aften med at finde løsningerne ind centralt i det meget kompakte rum, ligedelt kritik af Brøndby og ros til Vejles evne til at lukke ned.

Kasper Pedersbæk © All rights reserved
Netop Daniel Wass har fundet en rolle, hvorigennem han kan bruge sine kvaliteter. Han bliver ikke belastet med mange felt-til-felt løb, og hans aftryk på kampen er langt mere kontinuerligt, og han spiller dem (kampene) til ende. Mod Vejle ramte han 100 afleveringer i kampen (træf på 92), hans evne til at cirkulere bolden er vigtig for Brøndby mod så dyb og defensiv en modstander. At der mod Vejle især manglede bevægelser fra hans holdkammerater skal dog ikke i denne omgang ligge Wass til last.

Kasper Pedersbæk © All rights reserved
Men netop pasningsflowet var for langsomt. Brøndby havde udfordringer med at finde sprækkerne i Vejles defensiv. For ofte stod Brøndby-spillerne stille, og der manglede bevægelse for boldholderen, så afleveringerne ikke blot gik fra side til side med for mange berøringer og for lidt progressivitet i afleveringerne.
For det var modsat rettede løb der skulle til for at åbne Vejle op. En af de få gange det skete kom Brøndby også igennem (for så dog at se Kvistgaarden løbe offside - men opspilelt fejlede intet). Wass holder præcist så længe på bolden, så Omoijuanfo kan finde rummet mellem stopperne i venstre side og løber ned i banen for at modtage bolden, samtidig løber Vallys frem i det rum Omoijuanfo åbner ved at trække stopperen med. Det giver den centrale stopper et dilemma, skal han lukke nordmanden ned eller give ham pladsen.

Kasper Pedersbæk © All rights reserved
Omoijuanfo modtager bolden, lægger den første gang på tværs til Vallys, der modtager bolden i det centrale rum retvendt. Det bringer Vejles defensiv i ubalance. Det skete desværre alt for sjældent, og for ofte var det for mange berøringer og for mange sidevers afleveringer.
Nok var det ikke en æstetisk oplevelse fra højeste hylde, men en ting Brøndby kan tage med fra kampen er de lukkede fornuftigt ned for Vejles offensive muligheder i store træk. Hjemmeholdet blev holdt til et begrænset antal skud, oftest fra statistisk set ufarlige steder. Ja, friløberen var en dum kommunikationsbrist i bagkæden, men selve afslutningen skete fra trods alt en yderlig position (Tobias Lauritsens skud havde en xG på 0,11 - så folk i 1/10 lignende friløbere forventes at give et mål), mens Onugkhas hovedstød på 0,17 xG var det statistisk set bedste fra Vejle (straffespark igen fraregnet).
Patrick Pentz kan notere sig for sine første minutter i Superligaen. Fornuftig debut blev yderligere løftet med straffesparksredningen. God i pasningsspillet og reaktionsstærk, og med overvejende fornuftige indgreb i luftspillet, men stadig med plads i det kommunikative på aftaler ved hjørnespark.
Derudover kunne Yuito Suzuki gå på banen til debut. Det er tydeligt at se hvad Suzuki potentielt set kan bidrage med, en særdeles nydelig fart og drev med bolden, men stadig med tillæring med at få sat slutprodukt på. Det skal der for at japaneren lykkedes helt.
Schwartau kom ind og viste kropsstyrke og overblik. Var en offensiv trussel i sine minutter på banen, og var ikke langt fra at kunne skrive en assist ud for sit navn.
Kampen mod Vejle gik Brøndbys vej, men naturligvis uden at spillet flød fra start til slut. Det gik for langsomt i alt for store dele af kampen, og det blev meget omstændigt. Omvendt skal det med i ligningen, at Vejle gjorde det rigtig svært for Brøndby, da hjemmeholdet stillede sig dybt, og med deres taktiske beslutninger søgte at lukke bagrum- og det centrale rum ned. Kunne og skulle Brøndby have løst det bedre, ja. Det skal dog ikke tage noget fra de tre point.