.jpg%3F2026-07-06T09%253A30%253A05.103Z&w=3840&q=75)
Teis Markfoged
Analyse: Pokalkampen og jagten på spilletid?
Brøndby spillede sig onsdag aften videre i Pokalturneringen, da de blågule på Brøndby Stadion vandt 3-0 mod HIK. Det skete i en udgave, hvor en række store profiler blev sparet, men hvor Brøndby omvendt også ville undgå sidste års pokalblamage, og derfor stadig linede op i en slagkraftig udgave. Det var ikke de taktiske elementer, der trak fokus, hvorfor denne analyse vil søge at spå i kaffegrumset om de spillere der spillede og deres jagt på spilletid.

Det tog lidt over 20 minutter, da Brøndby mødte HIK i Pokalturneringen, så havde de blågule kvalt kampen med to scoringer af Suzuki og Schwartau. Dertil var HIKs kvalitet ikke til mere end at parere kampen igennem i et forsøg på at begrænse nederlagets størrelse. Et selvmål efter 63 minutter af Hellerup-klubbens sprælske keeper Ogura satte blot et punktum for kampen.
Frem for at bruge tiden på de taktiske elementer i kampen, dertil var HIK for passive og søgte ikke mange meter frem, bruger denne analyse spalteplads på at besigtige de spillere der var på banen.
ES, KONGE, SPAR
En række spillere har allerede en sådan status, så en uddybning ikke giver større mening. Thomas Mikkelsen er backup til Patrick Pentz i den umiddelbare fremtid, Jacob Rasmussen er fast mand i bagkæden og Marko Divkovic for nu sidder tungt på venstre wingback, ligesom der ikke er behov for yderligere argumenter for at holde Nicolai Vallys i start 11eren. Af indskifterne var Daniel Wass og Mathias Kvistgaarden med en klart defineret status i truppen.
DE USIKRE KORT
- Kevin Tshiembe spillede sig ikke tættere på starterminutter. Han bøvlede med opspillet, og skilte sig for ofte for dårligt af med bolden. Mod bolden var det svært at sætte en finger på den hurtige stopper.
- Rasmus Lauritsen var påpasselig, dækkede af bagtil, men accelererede ikke opspillet tilstrækkeligt, og må stadig stå bag Alves til rollen i midten af bagkæden.
- Kevin Mensah lignede ikke en spiller, der skulle spille sig på holdet. Der blev aldrig rigtig sat strøm på præstationen, og anføreren lignede ikke en spiller, som stod lige foran at få fast spilletid foreløbigt, sålænge Sean Klaiber er skadesfri.
- Josip Radosevic var foretrukket til start11eren i derbyet forleden, og startede igen mod HIK. Kroaten gør hvad han gør bedst, erobrer bolde og skærmer bagkæden. Men har stadig de samme gamle begrænsninger i opspillet. Boldomgangen bliver for langsom, og med Greve klar skal han spille ved siden af Wass.
- Håkon Evjen… Greb ikke chancen. Tingene bliver for omstændige for nordmanden. For mange ligegyldige boldberøringer, for lang tid på bolden. Løber i de rigtige rum, tilbyder sig og arbejder, men det var svært at se Evjen skulle have spillet sig tættere på startopstillingen i kampen mod HIK.
- På den offensive midtbane gjorde Yuito Suzuki et positivt væsen af sig. Skulle Brøndby flytte HIK i første halvleg skete meget på bagkant af et hurtigt ryk af japaneren. Arbejdsom og teknisk stærk, hurtig og udfordrende. Skal blive bedre til at træffe den rigtige beslutning, men overordnet set en god præstation og skønnes relevant til at tage spilleminutter.
- Schwartau led lidt under, at der ikke var en angriber, der trak HIK i længderetningen, når Schwartau trak ned i mellemrummet for at modtage og arbejde med bolden. Når Brøndby blev farlige i første halvleg, kom det flere gange efter en hurtig vending af den unge angriber. Skal arbejde med at tage den nemme aflevering, og ikke altid tage hæl og tå løsningen.
FRA BÆNKEN TIL BANEN
Fra bænken bragte Jesper Sørensen en række spillere på banen, der også skulle ud og vise sig frem:
- Mateusz Kowalczyk fik sin debut, og leverede på de minutter, han fik en solid præstation. Polakken er nok ikke fyldt 20, men fremstår mere moden og dækkede banen nydeligt felt-til-felt. Gjorde det nemme, fandt modtagere på sine afleveringer og udfyldte sin rolle centralt på midtbanen som tovejsspiller.
- Emmanuel Yeboah har en voldsom fysisk ramme, han er også hurtig og arbejder gerne ned i banen. Var lidt uheldig i to situationer med ikke at modtage bolden fra Kvistgaarden trods det han stod i oplagte positioner. Men kæmpede omvendt også med at finde rytmen og relationerne i flere andre tilfælde. Virker til at have et stykke igen i indlæringen af systemet og truppens relationer.
- Debutanten Clement Bischoff kom ind på Brøndby Stadion og fik minutter på venstre wingback. Den unge offensivspiller udfordrede flere gange, og slog da også sin direkte modspiller. Kunne med lidt held have noteret sig for en assist eller måske endda et mål. Viste gåpåmod og indgik gladeligt i kombinationer. Nu skal der bygges på, så de næste minutter også kommer.
Mange blågule fodboldfans så efter nummer 35, da udskiftningerne blev foretaget. Men Noah Nartey måtte forblive på bænken hele kampen igennem, hvilket givetvis har sin forklaring i den parring på midtbanen, der kan ske i den kommende fremtid:
Kowalczyk skønnet tættere på spilletid, antageligt i den rolle ved siden af Wass, hvorfor trænerteamet kan have ønsket at se et match af de to i opgøret mod HIK på bekostning af Nartey.
KAMPEN PÅ FÅ ORD
Brøndby leverede det, der skulle til for at slå HIK. Tempoet blev til tider skruet op, og den samme sikkerhed, som er blevet set i de seneste fem seks kampe, i det opbyggende spil var tæt på umulig for HIK at erobre bolden fra. Der var aldrig tvivl om, hvem der ville vinde kampen. Det var kun et spørgsmål om, hvor længe HIK kunne holde stand.