
Freja Borne
Analyse: Pokalendefuld i Aarhus
Det var en strid dag for Brøndby, da de torsdag aften tabte 0-2 på udebane mod AGF efter en ringe præstation af de blågule.

Det var et Brøndby-hold i det, der lugtede af den primære start11’er fra efterårssæsonen, da de blågule torsdag aften stillede til kamp i pokalkvartfinalen på udebane mod AGF. Det var Mathias Greve, der var blevet foretrukket som makker på midtbanen til Daniel Wass med Nicolai Vallys placeret foran.
I praksis har Brøndbys opspilsmønster været med Wass som ene dybe playmaker på midtbanen, hvor Vallys ofte har opereret det venstre halvrum, mens den anden 6er på midtbanen i boldbesiddelse skubber frem i højre halvrum, og skal facilitere opspillet i den side.

Kasper Pedersbæk © All rights reserved
Kampens tema
Et tema for kampen var lukkethet, ingen af holdene skabte en stor mængde skud. AGF stod defensivt solidt og lukkede ned for det centrale område. Hjemmeholdet lod Brøndby have bolden i bagkæden, hvor AGF i stedet koncentrerede sig om at lukke af i samme sekund de blågule forsøgte at flytte spillet frem på banen. Den udfordring fandt Brøndby aldrig en løsning på, og kom slet ikke frem på banen til afslutninger, hvor de blågule blev kraftigt begrænset. AGF var gode til at lukke af defensivt, og kom via dødbolde frem til to scoringer.
Kampen i punktform
- Brøndby spillede alt for langsomt, spillerne havde for mange berøringer på bolden og kunne ikke få flyttet AGFs defensive organisation.
- AGF pakkede den centrale del af midtbanen, hvor Tobias Bech ofte droppede ned og sammen med Mikael Anderson dannede en boks-midtbane med Brandhof og Poulsen som de to 6ere bagerst.

Kasper Pedersbæk © All rights reserved
- Hjemmeholdet lukkede midten, Vallys havde konstant to mand tæt på sig, og blev effektivt lukket ned.
- Efterlod wingbackerne hos hvert hold i en direkte duel, hvor Brøndby aldrig formåede at få skubbet Klaiber og Divkovic højt i banen.

Kasper Pedersbæk © All rights reserved
- Der manglede opspilsstationer højt i banen.
- Lauritsen blev hentet ind som targetman i angrebet, Klaiber blev sendt ned som yderstopper i stedet for Tshiembe, Sebulonsen blev wingback, Radosevic kom ind på midtbanen.
- In-game management manglede kvalitet, der kom aldrig et svar på den gameplan AGF eksekverede om at lukke midten og være meget afventende.
- Det største issue for Brøndby var ikke de to indkasserede mål. Den største udfordring var Brøndbys manglende offensive kvalitet, hvor de blågule skabte forsvindende lidt.
Kampen opsummeret
Der er ikke nogle ting på positivsiden for Brøndby at tage med fra kampen. Den understreger tværtimod behovet for at håndtere de situationer, hvor modstanderne komprimerer det centrale rum og tvinger Brøndby til at finde alternative mønstre for at få de forreste spillere på bolden. Forsyningen til Vallys var mangelfuld, og wingbackerne blev slet ikke sat op i siderummene.
Samtidig var kampen en kindhest for den in-game management Jesper Sørensen foretager. For justeringerne rykkede ganske enkelt ikke noget for Brøndby, og de kom aldrig tæt på bare en reducering.
Pokalkampen var en ærgerlig ridse i lakken.