Analyse: Nicolai Vallys kan være løsningen på Brøndbys midtbaneproblem
Nicolai Vallys er ikke wing, men kan han være løsningen som 10er? Ikke ideelt, for han tilbyder ikke nok offensivt output, så findes løsningen et andet sted på banen? Det kunne noget tyde på.

Nicolai Vallys er blandt de lønførende i Brøndby, højt i hierarkiet i truppen og en mangeårig profil i Superligaen, men han producerer ikke på et topniveau. I hvert fald hvis det kommer ned til offensivt output.
For lidt output til at være en offensiv profil?
For hans xG på 0.28 pr. 90 min er for lav til at være en førende afslutter, og hans kreative afleveringer fortæller om en xA på 0.08, ligesom han ikke markerer sig ved at komme på bolden i feltet bemærkelsesværdigt mange gange pr. kamp.
Vallys har ikke farten og 1-vs-1 kvaliteterne til at slå sin direkte modstander fra stående. Han er ikke en gennembrudsspiller, men en relationsspiller. Han skaber finder rum, men han skaber for lidt.
.png)
Kasper Pedersbæk © All rights reserved
I indeværende sæson rangerer Vallys ganske enkelte ikke blandt de bedste i ligaen på nogen afgørende offensive parametre.
Vallys passer ikke ind der, hvor Steve Cooper har brugt ham - og det er efterhånden svært at argumentere for, at han skal blive ved med det.

Kasper Pedersbæk © All rights reserved
Volumen af indlæg er for lille til at være en faktor, og han har ikke, modsat Noah Nartey, den samme evne til at drive bolden fremad banen.
Hvad skal Brøndby stille op med Nicolai Vallys?
Kan løsningen findes ved at rykke Vallys et led længere tilbage på banen? Flere ting taler for det:
- Brøndby har en massiv kortsigtet udfordring på den centrale midtbane, hvor der ledes med lys og lugte efter løsninger ved siden af Bartosz Slisz.
- Vallys har tidligere løst opgaven med at trække dybt ned i banen for at supportere opspillet.
- Hans evne til at modtage og vende med bolden vil gøre ham ideel i det tidlige opspil.
- Han er løbestærk og mobil i presspillet med en fornuftig fysisk styrke.
Som 8er kan Vallys udføre en værdifuld rolle som dybere placeret playmaker i et område af banen, hvor Brøndby i den grad har været udfordret. Hans faldende offensive produktion betyder der ikke er et tab på outputtet længere fremme på banen.
Det er ikke på 8eren, hvor han traditionelt har været bedst - men det er dér, hans kvaliteter giver mest mening nu.
Konklusion
Brøndby har i Nicolai Vallys en spiller, der stadig har kvalitet - men som ikke længere passer naturligt ind i de roller, han bliver brugt i under Steve Cooper.
Nicolai Vallys er ikke en wing i Coopers system. Han mangler gennembrudskraften, tempoet og volumen i sit 1v1-spil. Men han er heller ikke en 10’er, der kan bære holdets offensive output. Tallene er for lave, og indflydelsen i sidste tredjedel er for begrænset.
Dermed står Brøndby med et klassisk dilemma: En profileret spiller uden en klar position i det aktuelle system.
Løsningen kan meget vel ligge et skridt længere tilbage på banen. Som 8’er kan Vallys bringe sine styrker mere i spil - relationerne, spilforståelsen og evnen til at binde spillet sammen - uden at være afhængig af at levere mål og assists.
Og måske er det netop pointen: At Vallys ikke længere skal være en spiller, der afgør angreb - men en spiller, der starter dem.