Lars Rønbøg
Analyse: Kvistgaarden kvaste Halmstad
Analyse: Mandagens opgør mod Halmstad bød på 11 nye startende spillere for Brøndby, hvilket også var blevet meldt af cheftræner Jesper Sørensen forud for opgøret, hvorfor der var spilletid til det man uden at forklejne nogle spillere nok kan kalde for en stor del af skyggeholdet. Det blev til endnu en sejr over et svensk ligahold, denne gang på 2-0, hvor begge scoringer blev signeret Mathias Kvistgaarden.

Det var blevet meldt ud fra trænerstaben på forhånd - spillerne blev vekslet fra fredagens kamp, således at der fra start i mandagens opgør mod Halmstad stod 11 nye spillere set i forhold til fredagens opgør mod AIK. Det var for at simulere en fuldkampsoplevelse for spillerne - især fysisk, at trænerstaben havde besluttet sig for denne inddeling.
Bemærkelsesværdigt var dog sammensætningen af dagens startende 11 spillere. For uden at fornærme en eneste af spillerne, så fremstod dagens 11 dog mest af alt bestående af spillere fra skyggeholdet der jagtede en plads på A-holdet. Thomas Mikkelsen vogtede målet, Sebulonsen, Heggheim, Tshiembe, Cappis udgjorde bagkæden, mens midtbanetrioen bestod af Slimane og Radosevic på de to bagerste med unge Schwartau på den offensive del af midtbanen. I front sås Fallenius, Björk (centralt) og med Kvistgaarden mod venstre.
En tam tango
Halmstad afventede dybt på egen halvdel, og lod især i kampens indledning Brøndby dominere på bolden, og endda holde deres boldbesiddelse på den nordlige side af midterlinjen. Der skete bare ikke noget. Boldomgangen var alt for langsom, og der manglede ideer inde centralt. Cirkulationen af bolden blev for omstændighed, og især Radosevic og Slimane kæmpede med at få sat fart i tingene. Schwartau viste gode momenter, især på nogle vendinger op i banen viste den unge offensivspiller evner der ikke burde gøre spilletid til et problem i foråret.
Svenskerne lod dog til i store dele af første halvleg at have styr på Brøndbys opspil. De pressede gerne bolden over mod Tshiembe for så at lukke Heggheim ned, ligesom svenskerne lod en spiller skubbe frem i ryggen på Radosevic hvis han forsøgte at droppe ned i banen for at modtage og vende med bolden. Kroaten fremstod ikke bekvem i situationen, og faldt for ofte for dybt ned mellem de to stoppere.
Det blev bare aldrig rigtig super effektivt for de blågule i kampens indledning, og faktisk et godt stykke hen i halvlegen. De tre forreste kom ikke frem til meget, hvor meget løb ud i sandet. Lyspunktet kom dog fra tid til anden med gode aktioner af Mathias Kvistgaarden, som viste et dejligt gåpåmod og evnen til at skære ind i banen fra sin position på venstre wing.
Sebulonsen satte turbo på op og ned af højrekanten, og serviceret med de rette bolde har nordmanden en gennembrudsstyrke der med rette kan blive et offensivt våben. Det hele blev bare en tam tango for de blågule i første halvleg, hvor det virkelig ikke var tempoet der prægede kampen.
Kvistgaarden
Defensivt kvalte Brøndby svenskerne, som blev henvist til lange bolde op fra bagkæden udført med ganske lav kvalitet. De bolde blev behøring håndteret af Kevin Tshiembe og Henrik Heggheim - den på dagen nye duo i den centrale defensiv.
Den største mulighed til svenskerne kom efter kommunikativ svipser på et indlæg, hvor en Halmstad-spiller løb mellem Tsiembe og Cappis. Men skarpheden var vag, og det blev aldrig rigtig farligt for Brøndby.
De positive noter kom især på blokken ud for Mathias Kvistgaardens navn. Den unge angriber havde sit udgangspunkt på venstre wing, hvorfra han skar ind i banen og med sit antrit var en trusset i svenskernes bagrum. Kvistgaarden fandt i flere sekvenser et mellemrum at arbejde i, og kom også frem til et par fornuftige afslutninger.
Det var også Kvistgaarden der signerede kampens første mål, da han lynsnert opfangede den mulighed der kom efter et indlæg fra højre som Fallenius kiksede en afslutning på. Her havde Kvistgaarden positioneret sig klogt og kunne sætte en inderside på.
Og der gik manager i den
Kampen forløb i store hele i den samme rille. Brøndby var meget på bolden, Halmstad havde ikke kvaliteten til at komme frem til muligheder og trykke Brøndby ned på egen halvdel. Der gik også en del udskiftninger i den, hvor man fra Brøndbys side igen så Kevin Mensah på banen (som venstre back), mens Gammelby kunne se sig selv i en rolle som stopper ved siden af unge Ludwig Vraa - der havde erstattet en skadet Heggheim tidligere i opgøret. Derudover så unge Bertram Kvist banen fra indersiden, da han også fik minutter i benene.
Brøndbys udfordringer var fortsat at holde tempoet i boldcirkulationen højt nok til at bryde svenskernes defensive struktur ned, og uden at sætte fingeren på en enkelt spiller, det er trods alt ikke rimeligt, så blev mange udfordringer affødt af den centrale midtbane ligesom der ikke var sync i de mønstre der skulle sætte spillerne i upressede rum på banens sidste tredjedel.
Udskiftningerne blev som sagt flere og flere gennem kampen, og det var nærmest Football Manager tendenser da uret havde passeret 75 minutter. Desto flere omgange uret rundede desto mere faldt kvaliteten af kampen, fra begge holds side af. Det blev mere åbent, og der var især for de blågule langt mere plads at løbe omstillinger i.
Det blev også til en scoring mere i opgøret, igen signeret af Mathias Kvistgaarden. Han modtog selv bolden midt på banen, hvorefter han drev den op i venstre side af banen før end han på kanten af feltet trak mod midten og fornemt curlede bolden ind ved fjerneste hjørne.
Noterne på blokken
Det lugtede af skyggeholdet der var sat i aktion mod Halmstad, hvor de startende spillere for manges vedkommende skulle spille sig ind i varmen hos cheftræner Jesper Sørensen. Men i en kamp hvor ganske få spillere sprang i øjnene kunne der dog aflæses flest positive noter ud for Mathias Kvistgaardens navn, som må banke som en af de første indskiftere i offensiven. På samme måde som Oscar Schwartau også gjorde sit for at vise sit høje niveau, hvor især vendingerne med bold centralt i banen stod særdeles skarpt. Sebulonsen på kanten viste sig også frem, og stod fadder til flere solide raids fra sit udgangspunkt på højreback. Nordmanden tilbyder en anden måde at udfylde rollen på end den de blågule fans har set med Wass på pladsen. Defensivt gjorde Tshiembe primært de Tshiembe-ting der har gjort ham til et sikkert førstevalg i efteråret, dog uden i denne kamp at blive alt for udfordret af de svenske modstandere.
Brøndby vandt ganske sikkert med 2-0 mod svenske Halmstad på mål af Mathias Kvistgaarden.