
Teis Markfoged
Analyse: Hvorfor forlængede Brøndby med Salech og Mikkelsen?
Brøndby meddelte for få dage siden om kontraktforlængelser til to spillere i truppen, hvor både reservekeeper Thomas Mikkelsen og den pt. udlejede angriber Yousef Salech. Hvad ligger bagved, og giver det mening?

ANALYSE-SPONSOR: 3point.dks venner
Vil du have mere analyse fra Kasper Pedersbæk? Så meld dig ind i 3point.dks venner og støt os med et månedligt eller årligt beløb. På den måde sikrer du, at vi fortsat kan levere så meget analyse, som vi gør. MELD DIG IND HER.
Brøndby forlængede kontrakterne med reservekeeper Thomas Mikkelsen samt den unge angriber Yousef Salech, der netop har spillet en sæson færdig i HB Køge i Nordic Bet Ligaen. De har fået en kontraktforlængelse på henholdsvis 1 år (Mikkelsen) med udløb i 2014 og 2 år (Salech) med udløb i 2026.
Grundlaget hvorfor
Siden efteråret 2021 har Thomas Mikkelsen fået fuld spilletid i 11 kampe (Superliga, Pokalturnering, Europa-kampe). Fik senest spilletid mod Aarhus Fremad i pokalturneringen (0-4 nederlag), som også var kampen med flest indkasserede mål. 16 mål har den rutinerede keeper lukket ind i de 11 kampe.
Salech har spillet 256 minutters førsteholdsfodbold for Brøndby, herunder en times tid europæisk fodbold (blandt andet mod Basel i seneste sæsons kval-turnering). Efter udlejningen til HB Køge i Nordic Bet Ligaen har Salech fået hår på brystet og minutter i benene. 2034 minutter for Køge, som har kastet 15 mål af sig på et grundlag der hedder 15,54 xG. Med andre ord har Salechs kontinuerlige målform ikke en baggrund i et heldige fluke af specielle omstændigheder, men er udtryk for en evne til kontinuerligt at komme frem til chancerne. Læg dertil, at Salech er ung, og har en fysisk ramme som ingen andre end Omoijuanfo kan matche i truppen. Han er det fysiske alternativ i boksen.
Brikkerne i puslespillet
Thomas Mikkelsens forlængelse taler ind i det store billede for målmandssituationen i Brøndby. Hermansen står foran et forventeligt sommersalg, sker det efterlader det Brøndby med Jonathan Ægidius og netop Thomas Mikkelsen. På nuværende tidspunkt kunne det forekomme plausibelt at sende Ægidius på udleje et år for at få erfaring indenbords. Skete det, er der ræson i forlængelsen med Thomas Mikkelsen, da han vil være det gennemgående element i målmandsgruppen, hvor Brøndby så kan hente en ny starter ind og samtidig hive en ung keeper op nedefra (samtidig med Ægidius er udlån). Mikkelsen skal ikke ind og være starter i Brøndby, men være en god træningspartner på banen - og klar hvis nødvendig til at træde til i en reserverolle.
Salechs tillæg på 2 år oven i den aftale der stod til at udløbe i sommeren 2024 (nu med udløb i sommeren 2026) peger entydigt mod den konklusion fra Brøndbys side af, at den unge angriber har profiteret af sit lejeophold i HB Køge, og vist han skal have længere snor. I den nuværende Brøndbytrup er det kun Kvistgaarden i angribergruppen, der nu har en længere kontrakt. Det er en tillidserklæring, der peger mod en mulig fremtidig rolle på Vestegnen. Spørgsmålet er så, hvorvidt Brøndby finder Salechs udvikler sig mest som reserve (i Brøndby) med de skraldespandsminutter der bliver efterladt til ham, men med et træningsmiljø på højt plan, eller det bliver til endnu en udlejning efter sommerferien. Med flotte sæson i Køge og en god preseason kan Salech bringe sig selv i spil til rollen som første udfordrer til Omoijuanfo, som den store angriber i front.
Logik på den korte, såvel som på den lange bane.
De to forlængelser er ikke kontrakter, der her og nu ændrer tingene stort for Brøndby. Men det er nødvendige byggeklodser i konstruktionen af den fremtidige trup. Mikkelsen, åbenlyst ikke personligt på langt sigt, men som den mulige overgangsfigur i keepergruppen, og Salech som fremtidens (mulige) mand i front med en helt særlig fysisk pakke. Fornuftige kontrakter med ræson bag.