
Teis Markfoged
Analyse: Hvad træningslejren afslørede af taktiske tendenser for efteråret (del 1)
Kampene i Østrig gav en række fingerpeg for efteråret i Brøndby. I denne analyse sættes der fokus på de taktiske tendenser på træningslejret i Østrig.

Træningslejren er overstået for Brøndbys vedkommende. Tre kampe mod tre særdeles kompetente modstandere. Tre kampe, der har givet en række svar på hvad der er på trapperne i efteråret for Brøndby IF. Både taktisk og på valget af spillere. Her kommer de udrullet:
Er boksmidtbanen smidt helt på på porten?
På de store linjer kan vi udlede at 3-5-2 er blevet bragt i spil igen efter forårets brug af en 3-4-3 med en boksmidtbane. Det er nuancer og spørgsmål om enkelte spilleres positionering med og mod bolden, men kampene i Østrig pegede entydigt mod denne justering.

Kasper Pedersbæk © All rights reserved
Uddybet betyder ændringerne at:
- Bagkæden er stadig med tre stoppere
- Bredden udgøres stadig af to wingbacker i hver sin side
- Centralt på midtbanen har Brøndby benyttet 3 spillere, i boldbesiddelse:
- Med bolden: En dybere 6er flankeret af to 8er, der fleksibelt dropper ned i den side bolden søges spillet op for at supportere den boldførende spillers vinkler frem i banen.
- Mod bolden: Spillet mod bolden så trioen på midtbanen flade mere ud og spille på linje, hvor de to 8ere skubbede op i et pres i den side modstanderne byggede op i
- To 9ere på toppen
Årsagen til denne justering kan ses i lyset af flere faktorer:
- Den første er sammensætningen af truppen. Hvordan får Brøndby mest ud af deres aktiver (læs: spillerne)? Hvilken pris betalte de for at spille med boksmidtbanen? Kostede det på præstationerne hos for mange?
- Omoijuanfos skud/målfrekvens faldt
- Var Nartey fanget mellem to stole (den dybe 6er og den mere offensive 10er på midtbanen)
- Hvordan passede de øvrige brikker ellers ind?
- Det andet er det faktum at den offensive produktion faldt i foråret 2024 (efter skiftet til 343 boksmidtbanen). Det behøves ikke betyde den er pakket væk for altid, men at Brøndby finder tilbage til en base, der virkede i efteråret 2023.
- Den tredje pointe kan også være, hvordan Brøndby i spillet mod bolden blev fanget af modstandernes afleveringer ind mellem de to led i boksmidtbanen. Midtbanen blev sårbar og Daniel Wass (som den dybe 6er) blev eksponeret for en masse sidevers defensive løb i spillet mod bolden.
Filosofien og rollerne på banen
Der er ikke ændret på den overordnede filosofi. Brøndby skal være et pasningssikkert hold, der dominerer deres modstandere ved at være gode til at aflevere bolden frem gennem kæderne. Der bliver fokus på at kunne flytte spillet hurtigt direkte frem gennem kæderne, spillerne skal evne at finde rum mellem modstandernes forsvars- og midtbanekæde og det vil stille store krav til afleveringsegenskaberne hos de opbyggende spillere, til hurtige fødder for de centrale midtbanespillere og evnen til at arbejde i små rum.
Mod bolden bliver det interessant at se, hvordan tilgangen bliver? Der er for tiden en tektisk tendens i fodbold generelt til at holdene ikke går i det samme fuldbanepres, der i en årrække var populært på tværs af Europa. En del af denne årsag skal ses i lyset af det modsvar der kom (til denne filosofi), hvor holdene begyndte at lukke mere ned centralt og være opmærksomme på ikke at eftergive bagrum. En mere restriktiv tilgang.
Så hvad bliver Jesper Sørensens Brøndbys tilgang mod bolden? Der har været elementer af at spillet mod bolden bliver håndteret på to måder:
- Fanges modstanderen dybt på egen halvdel, i sekvenser hvor deres opbyggende spillere ikke har fundet deres positioner, så kan Brøndby trykke på
- Kommer modstanderen først i et etableret angreb, hvor den første preslinje bliver overspillet, så vil man se Brøndby forsvare sig i en 5-3-2, hvor der er følgende ting at bemærke:
- Wingback og 8er i den side bolden spilles op skubber et led op, så 8eren bliver ydermanden i et nu 3-mands frontkæde, mens wingbacken glider frem i siderummet, så Brøndby reelt i en sekvens spiller 4-3-3 i presset (for så lige så hurtigt at veksle tilbage, når modstanderen evt. flytter bolden til modsatte side)

Kasper Pedersbæk © All rights reserved
Rollerne på banen kan også nedbrydes:
- Målmanden skal være pasningsstærk (Pentz, tjek) og evne at kunne flytte bolden hurtigt frem i de rette rum
- I bagkæden er den venstre og centrale stopper ofte de to der bliver tilbage på samme linje i opspillet, hvor den centrale stopper trækker mod højre, så keeperen dækker midten, mens venstre stopper forbliver i venstre halvrum
- Den højre yderstopper (ofte Vanlerberghe) vil ofte være ham, der bliver pålagt (når det centrale rum er lukket ned) at drive bolden frem. Det kan se ved at drible bolden frem eller med pasninger frem i banen. Det er årsagen til at det ofte er fra denne plads at man vil se den pågældende spiller være den der sætter bolden mest på spil og også kan se dum ud sat på spidsen

Kasper Pedersbæk © All rights reserved
- Wingbackerne er der enormt store krav til: den højre (med Klaiber) har ofte været den mest pasningsorienterede, den der skulle trække ind i banen for at supporte midtbanen eller bytte plads med højre yderstopper. Den venstre wingback er været spydspids for en masse aggressive løb i siderummet og skal især også komme til indlæg
- På midtbanen har den centrale spiller være den, der sætter sig dybt i banen og skaber spillet. Wass er åbenlyst spilleren til denne plads. Dikterer tempo og retning for spillet, og er ansvarlig for at flytte bolden frem centralt hvis pladsen er der
- De to 8ere har været mere sideordnede, og har vekslet mellem at falde ned for at skabe lokalt overtal (en trekant mellem sidestopper, wingback og 8eren selv) eller at skubbe frem for at agere opspilsstation
- På toppen har der været to løsninger i Østrig, om end den med kombinationen af en 9er der falder ned i mellemrummet og en der er spydspid fungerede bedst fremfor en model med to spillere, der begge gerne ville falde ned og indgå i opbygningen med en masse berøringer til følge, men med manglende stræk af modstanderne i længderetningen som en konsekvens
Brøndby opsummeret
I store træk kan det koges ned til at boksmidtbanen synes lagt på hylden som første option på banen. Om det så skyldes spillermaterialet skal være usagt, men tendenserne peger altså mod en tilbagevenden til mere henad den 3-5-2 opsætning Brøndby benyttede i efteråret 2023.
Måden at angribe på synes fortsat den samme, dog med justeringer i roller og positioneringer på spillerne (som nævnt ovenfor), mens spillet mod bolden især handler om at koordinationen og den samlede effekt af et pressende hold skal forbedres.
Sommerpausen har altså igen set et Brøndbyhold, der har evalueret på et halvårs taktiske og præstationsmæssige udvikling, og har tweaket systemet til noget nyt.