
Adam Møller Karlsen
Analyse: Hvad kan Brøndby tage med fra Legia-kampen?
Brøndby leverede en overvejende god præstation mod Legia Warszawa med dominerende boldbesiddelse og skabte et fornuftigt antal chancer, men uprovokerede fejl førte til et 2-3 nederlag. Hvad fortalte kampen os?

Brøndby spillede paradoksalt nok den mest helstøbte kamp mod Legia Warszawa torsdag aften (uden naturligvis at være perfekt), men måtte bittert erkende det alligevel blev til et nederlag. Men hvad er det Jesper Sørensen kan tage med fra kampen, og hvad fortæller præstationen om det Brøndby, der netop nu tager sine spæde skridt ind i 2024/25 sæsonen?
Opskriften var klar. Brøndby skulle mod Legia dominere bolden, og arbejde sig ind i mellemrummene på polakkernes kæder. Det var det entydige signal Jesper Sørensen tog ved at fastholde midtbaneaksen med Daniel Wass og Noah Nartey bagerst med Filip Bundgaard og Yuito Suzuki foran som 10ere med Mathias Kvistgaarden i front.
Der var dog også en pris at betale for netop at fastholde “box-midtbanen” (2 x 6ere / 2 x 10ere), der blev tydeligere som kampen skred frem, hvorfor vi vender retur til den note lidt senere.
Dominerende på bolden
For Brøndby dominerede på boldbesiddelsen i de første 30 minutter af kampen. Scorede et mål efter fremragende spil gennem kæderne, og en situation der så Filip Bundgaard som en fisk i vandet operere i mellemrummet, hvorfra han i venstre side afsluttede hårdt og fladt.

Kasper Pedersbæk © All rights reserved
Legia var, når de angreb, meget opmærksomme på at lokke Clement Bischoff og Noah Nartey ud af position. Bischoff ville polakkerne gerne have frem i banen og åbne rummet mellem ham og Jacob Rasmussen, for så at lokke Noah Nartey til at buse på i presset og dermed give Legia en kanal ned i dybden.

Kasper Pedersbæk © All rights reserved
Det skete op til udligningen, hvor både Jacob Rasmussen i tilgift var passiv i presset, mens Frederik Alves mistede orienteringen og lod sin direkte modspiller komme forrest.
De første ti minutter efter pausen tabte Brøndby for en stund momentummet til Legia, der kom mere på bolden og højere i banen. Men paradoksalt nok, da Brøndby havde fået hovedet over vandet igen og igen var mest (og bedst på bolden) scorede Legia efter en uprovokeret opspilsfejl af Brøndby.
De uprovokerede fejl
Nu var det Noah Nartey der tilfældigvis lavede den. Men i realiteten kunne Wass lige så vel have stået i situationen. Det var en klassisk opspilsskabelon, hvor bolden skal op og vende på en 6er for at lokke modstanderen i pres. Nartey har Lauritsen frit stående til en aflevering, så denne kan aflevere den frem i banen igen til Frederik Alves, men afleveringen kikser og Legia scorer. Et forbandet uheld, men også en kalkuleret risiko i spillet. For kalkulen er netop alle de (mange) gange afleveringerne sidder korrekt og spillet hurtigt flyttes forbi et pres og åbner banen op.

Kasper Pedersbæk © All rights reserved
Legia havde grundlæggende i kampen svært ved at presse Brøndby, og havde mange blågule afleveringer mellem en presaktion kunne sættes igang, og +60% besiddelse i begge halvlege til Brøndby underbygger pointen.
Brøndby havde dobbelt så mange fremadrettede afleveringer, og dobbelt så mange afleveringer ind på banens sidste tredjedel kontra Legia.
Det var også Brøndby der på data bongede ud på at have de hurtigste afleveringer, det mest direkte spil og flest gange satte en spiller op i en radius af 20 meter fra modstandernes mål.
Der skal to til en tango. Legia Warszawa udviste ingen ambitioner om at åbne op og gøre sig sårbare i bagrummet. Det gav naturligvis også udslag i sekvenser, hvor Brøndbyspillerne måtte træde på bolden og lade den cirkulere en omgang rundt for at finde sprækken der kunne angribes.
Med 96 afleveringer var Noah Nartey instrumental for det flow og tryk med bolden. Fejlaflevering eller ej, så har den unge midtbanemand et stort ansvar (sammen med Daniel Wass) i at holde pacet oppe for Brøndbys spil.

Kasper Pedersbæk © All rights reserved
Nartey havde 96 afleveringer i kampen, og ramte på de 91. Blot 22 af dem er bagudrettede. Han driver bolden og er eminent til at glide af på sine modstandere i små rum. Så skal han bare have bygget på spillet mod bolden, hvor placeringsevnen forhåbentlig forbedres med erfaringen og flere dueller bliver vundet, når fysikken udbygges.
Risikoen ved en "box-midtbane"
Nu vender vi tilbage til noten om prisen for at spille med en box-midtbane. Daniel Wass og Noah Nartey er fremragende (for det mest) på bolden, men defensivt bliver de tynde, når de kun er to til at lukke det centrale område. Det koster (mange) kræfter at lukke huller i undertal mod Legias tre centrale midtbanespillere.
Og når ingen af de to spillere har deres forcer i spillet mod bolden, så kommer sprækkerne defensivt. Ikke noget stort og blødende sår. Men det koster også på overskuddet (fejlen fra Nartey? Wass der begynder at lave glidende tacklinger, når han bliver træt, fordi han kommer de 2-3 skridt bagefter).
Så det bliver et bittert enten eller valg for Jesper Sørensen. Den bedste medicin mod Legia var at holde i bolden og spille dem tynde gennem kæderne, det har Wass og Nartey kompetencerne til, for skiftede Jesper Sørensen ud med alternativerne til midtbanen var den åbenlyse risiko at Brøndby tabte momentum på bolden og pludselig skulle til at forholde sig til et omvendt kampbillede.
At der ikke kom udskiftninger på den centrale midtbane tolkede undertegnede som et signal fra Jesper Sørensen om at fastholde et kampbillede, hvor Brøndby skulle opnå noget / holde i bolden. Samtidig med det kan tolkes som et signal om at Jesper Sørensen ikke ser på sin bænk og tror den kunne være med til at vedholde kampbilledet.

Kasper Pedersbæk © All rights reserved
Rasmus Lauritsen er indkøbt som en profil. Men han præsterede ikke som en profil i optakten til 2-3 scoringen. En ting er at han presser højt, det er en selvfølgelighed og sker. Men at han taber duellen er kritisk, dog ikke usandsynligt. Endnu et men, for taber han duellen skal han dødpine lave frisparket inden modstanderen vender med bolden. Bagkæden er solgt og sprængt i stykker, de andre kommer bagefter og målet bliver sat ind.
En bitter pille
Grundlæggende spillede Brøndby den bedste kamp i 2024/25. Skabte det fornødne antal chancer. Var i langt størstedelen af kampen på bolden i +60%. Men uprovokerede fejl kostede dyrt. Uden de tre situationer havde Legia i åbent spil skabt mindre end 0,35 xG, mens Brøndby skabte 1,30 xG. Et rigtig fornuftigt potentiale at spille til.
Men sådan gik det ikke. De uprovokerede fejl sneg sig ind. Blev straffet. Og det der havde potentialet til den bedste kamp i sæsonen blve en bitter mavepuster og et træls udgangspunkt før returopgøret i Polen.